Brug af feberstillende medicin, hvis man har epilepsi og får Covid-19

På Facebook spredes aktuelt en advarsel mod at bruge Ibuprofen mod feber, hvis man er corona-smittet. Men det er der ikke videnskabeligt belæg for, oplyser Lægemiddelstyrelsen

 

”Der er forlydender i både pressen og sociale medier om, at anvendelsen af Ibuprofen skulle forværre COVID19-patienters tilstand. Det europæiske medicinalagentur EMA oplyser, at der pt. ikke er noget videnskabeligt belæg herfor”.

Sådan skriver Lægemiddelstyrelsen i en reaktion på de historier, som bl.a. Ekstra Bladet og BT har spredt om at brug af det smerte- og feberstillende præparat med indholdstoffet Ibuprofen – som de fleste nok kender som Ipren – kan forværre sygdommen hos coronasmittede.

Lægemiddelstyrelsen er gået i gang med en hasteanalyse af, hvordan bl.a Ibuprofen virker på patienter med alvorlig lungebetændelse, herunder COVID-patienter, fortæller styrelsen også.

Men selvom der altså ikke aktuelt er videnskabelig belæg, at Ibuprofen skulle forværre tilstanden hos corona-smittede, så er sundhedsmyndighedernes generelle anbefaling om brug af smertestillende medicin, at man hellere skal bruge præparater med indholdstoffet paracetamol – bedre kendt som bl.a. Panodil – end ibuprofen.

Lamotrigin og paracetamol

Den udmelding har givet usikkerhed blandt epilepsipatienter, da de som behandles med epilepsipræparatet lamotrigin har en mulig udfordring ved at paracetamol kan påvirke optagelsen af lamotrigin, så man har brug for en større dosis af epilepsimedicinen. Det betyder dog ikke, at patienter der tager lamotrigin ikke kan bruge paracetamol, forklarer formanden for Dansk Epilepsi Selskab og overlæge på  Aarhus Universitetshospital Jakob Christensen, som Epilepsiforeningen har spurgt om problemet:

”Ved fast brug af paracetamol 1 gram fire gange dagligt til voksne øges omsætningen af lamotrigin med 20-25%. Hvis du får brug for at tage paracetamol fast skal du altså øge dosis af lamotrigin med ca. 25% for at bibeholde samme mængde medicin i kroppen. Tager du f.eks. lamotrigin 200 mg dagligt skal du øge det til 250 mg dagligt – eventuelt fordelt med 150 mg morgen og 100 mg aften. Hvis du kun tager paracetamol en gang imellem (f.eks. 1-2 gange om ugen) behøver du ikke ændre din lamotrigin dosis”, svarer han.

Vi har også spurgt børnelæge Christina E. Høi-Hansen,  overlæge på Rigshospitalet, som oplyser:

”Fra børne-perspektiv er der ingen ændring i anbefaling i forhold til smertestillende. Der er ikke belæg for at anbefale at undgå ibuprofen. Forholdsregler ved paracetamol er som Jakob skriver og som vi vanligt anbefaler.”

Kilde

Lægemiddelstyrelsen og Epilepsiforeningen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev