Ny epilepsiprofessor vil styrke forskning i bedre behandling  

Christoph Beier fra Odense Universitetshospital bliver professor i neurologi

 

Fra 1. april kan overlæge ved epilepsiklinikken ved Odense Universitetshospital Christoph Beier kalde sig klinisk professor, fortæller Neurologisk Tidsskrift.

Den nye titel vil Christoph Beier bruge til fordel for hans forskningsprojekter, der har til formål at styrke og effektivisere behandlingen af epilepsi, fortæller nyhedsbrevet.

Hos Epilepsiforeningen vækker det nye professorat glæde: “Det er super gode nyheder i en ellers tung tid. Vi glæder os over at der nu skal forskes endnu mere intenst i epilepsi, for det er der utvivlsomt brug for. Så stort tillykke til Christoph og OUH – men også til epilepsidanmark i det hele taget” siger direktør Per Olesen.

Hurtigere afklaring

Epilepsiforeningen har ved flere lejligheder interviewet Christoph Beier og trukket på hans store ekspertise. Vi har blandt andet tidligere skrevet om et af de projekter, han arbejder på.

Når en epilepsipatient har prøvet 2-3 præparater uden at blive anfaldsfri, bør man undersøge om vedkommende kan have glæde af en operation. På Odense Universitetshospital er man ved at samle erfaringer med et såkaldt accelereret forløb, hvor man speeder den proces voldsomt op for voksne refraktære patienter – det vil sige patienter, der ikke er blevet anfaldsfri ved hjælp af medicin.

”Hvis du har 10-15 anfald om ugen, så kan man allerede efter nogle dage vurdere, om medicinen virker eller ej. Hvis man har for stor afstand mellem kontrollerne, så sker der ikke noget”, fortalte Christoph Patrick Beier dengang. Derfor holder sygeplejersker tæt kontakt til refraktære patienter og tjekker efter en uges tid op på om medicineringen har virket.

Hospitalet er ikke færdige med at undersøge, hvor godt det accelererede forløb er, men ud fra foreløbige erfaringer ser det lovende ud: ”Med det her forløb, kan vi virkelig afkorte tiden til operation, og ikke sjældent opnå anfaldsfrihed”, fortalte han.

Patienter med status epilepticus

Et andet forskningsprojekt, han  arbejder på (er ved at sætte på), er et ph.d.-studie, hvor man vil prøve at finde markører, der kan vise, hvilke patienter med status epilepticus, der vil få et dårligt forløb og hvilke der kan forvente et mildere forløb. Viden, der vil kunne bruges til at vælge den rette behandling til den enkelte patient, skriver Neurologisk Tidsskrift.

Christoph Beier er uddannet fra universitetet i Tübingen i 2003. Han udnævntes til overlæge i neurologi i 2011 ved universitetshospitalet i Aachen. Samme år forsvarede han afhandlingen til dr. med. habil., som omhandlede en serie af studier om

hjernekræftceller. Familien flyttede til Danmark i 2012, hvor Christoph Beier og hans kone, der også er neurolog, begge blev ansat som overlæger på Neurologisk afdeling på OUH. Christoph Beier blev i 2014 tilknyttet SDU som klinisk lektor i neurologi.

Udover at tiltræde det nye professorat i neurologi fortsætter Christoph Beier i sin stilling som teamansvarlig overlæge på OUH indenfor epilepsi-specialet og som sekretær i Dansk Epilepsi Selskab.

Kilde

Neurologisk Tidsskrift og Epilepsiforeningen