CBD-resultater vækker håb

Epilepsiforeningens formand så gerne, at flere kom i behandling med cannabisolie, men det skal foregå i rammerne af behandlingssystemet og under kontrollerede forhold, understreger hun

 

Siden december har fem børn og unge med epilepsitypen Lennox Gastaut været i behandling med medicinsk cannabis i form af CBD-olie. Én af patienterne har fået færre anfald, de andre føler sig friskere og mere til stede end før behandlingen. Fx fortæller Nikolai Lind Jensen, der er en patienterne, til TV2 Øst: ”Jeg er blevet meget mere frisk og kvikkere i hovedet. Samtidig husker jeg bedre”.

Hans far, Allan Jensen, synes også CBD’en har haft et positiv effekt: ”Der er nogle håb, som er blevet tændt igen. Lidt lys for enden af tunnelen.”

Helle Hjalgrim, der er direktør på Filadelfia, understreger, at cannabisolien ikke vil hjælpe på alle typer epilepsipatienter. Og den kan ikke blive andet end et supplement til den traditionelle medicinske behandling.

”Vi håber selvfølgelig, at det bliver godkendt til medicinsk brug. Men det vil stadig kun være endnu et stof, vi kan afprøve. Det er ikke en mirakelmedicin”, fastslår hospitalsdirektøren.

image

Behandlingen med CBD-olien bør foregå i det etablerede system. Det er reelt set den eneste måde, vi kan være sikre på, at det er et så rent præparat som muligt, og at der er fuldt ud styr på både virkning og bivirkning af behandlingen.
Lone Nørager Kristensen

Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, bemærker også, at det er begrænset hvor stor effekt behandlingen har haft på de få patienters anfald, men hun glæder sig over, at den tilsyneladende har haft god effekt på de unges livskvalitet: ”Det er jo en meget vigtig faktor hos de her svært belastede unge og deres familier”, siger hun til TV2 Øst.

Ikke nogen mirakkelkur

TV2 Øst har også talt med formanden for Folketinget Sundhedsudvalg, DF’eren LiseLott Blixt, der åbner op for en debat om, hvor let det bør være at få fat i CBD-olie, der er renset for cannabissens euforiserende stoffer. Hun så gerne, at det blev væsentligt lettere:

”CBD-olien burde være i en kategori for sig selv. Jeg mener, det burde kunne sælges på lige fod med kosttilskud”, siger hun til TV2 Øst. Hun understreger dog, at hun ikke ser olien som en mirakelkur:

”Det er vigtigt for mig at sige, at CBD-olien ikke er et vidundermiddel, som det desværre ellers bliver opfattet af mange. Der er nogen, der tror, det kan kurere alt – men det er altså ikke tilfældet. Det kan ikke hjælpe alle, men det er lindrende og har vist sig at gøre livet bedre for patienter med forskellige diagnoser”.

Epilepsiforeningens formand ønsker ikke, at gå helt så langt. Hun ønsker, at der er garanti for præparaternes kvalitet, og at behandlingen foregår under kontrollerede former i tæt samarbejde med epilepsispecialister:

”Vores holdning er, at behandlingen med CBD-olien bør foregå i det etablerede system. Det er reelt set den eneste måde, vi kan være sikre på, at det er et så rent præparat som muligt, og at der er fuldt ud styr på både virkning og bivirkning af behandlingen”, siger hun.

Lone Nørager Kristensen så dog gerne at behandlingen blev mere tilgængelig:

”Det ville være fantastisk, hvis vi kunne være med i den forsøgsordning, der starter til næste år”, siger hun med henvisning til, at Folketinget har besluttet, at man fra 2018 og fire år frem, vil køre en forsøgsperiode med behandling med cannabis-olie mod forskellige sygdomme og diagnoser. Epilepsi er dog ikke med på listen og der ærgrer Epilepsiforeningens formand.

Kilde

TV2 Øst

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev