Daniel Rispoli har været på mange arbejdspladser og mødt mange chefer, der havde fordomme mod epilepsi. I dag har han fundet et næsten perfekt job for en person med epilepsi
Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk
Jeg skal til at ringe til Daniel Rispoli Larsen, da jeg får en besked på Messenger: ”Vent lige 10 minutter med at ringe. Jeg har lige haft anfald og skal have målt blodtryk.”
Daniel fik epilepsi som 9-årig: ”Det var på en motorvejsrestaurent i Tyskland med hovedet nede i toilettet.”
I dag har han mindre anfald med fravær, men den gang fk han krampeanfald. Og lige nu er han indlagt på Epilepsihospitalet til videoovervåget EEG som en del af et udredningsforløb, der skal afgøre, om han kan opereres for sin epilepsi. Han fortæller, at han er frisk nok til at tale og deler ud af sine mange joberfaringer:
”Mit CV er lige så langt som Harry Potters samlede værker”, fortæller han. Og det har ikke alt sammen været gode oplevelser.
”Enten er jeg blevet opsagt, eller så går jeg selv, fordi jeg ikke kan overskue jobbet eller ikke kan huske særlig godt og følge med tempoet, der er.”
Postmesteren gav han anfald
En gang, hvor han ikke havde haft anfald i seks år, fik han hos Post Danmark en chef, der forfulgte ham og hele tiden kritiserede ham brutalt: ”Når jeg så hans bil ude på pladsen, så reagerede hele kroppen – blandt andet hjertet – helt vildt. Og når jeg hørte hans stemme inde på kontoret, kunne jeg ikke fokusere på noget som helst.”
Stresset på arbejdet gav ham anfald igen – og gjorde ham ledig igen. En anden grim oplevelse havde han på et jobcenter, hvor konsulenten skulle hjælpe ham tilbage på arbejdsmarkedet: ”Hun ville kontakte nogle arbejdsgivere for at høre om mulighederne for noget arbejdsprøvning. Så spørger hun, om der er noget arbejdsgiveren skal have at vide, når de ringer? Så siger jeg, at de jo nok skal vide, at jeg har epilepsi. Så kan jeg huske, at hun rynkede på næsen og skubbede stolen bagud med begge hænder mod bordet og sagde til mig: ’Så kan du jo ikke klare dig selv, og hvad med dine børn? Du skal jo have noget hjælp’ Det gjorde mig både vred og ked af det.”, mindes den 33årige far til en teenagedatter, to drenge på 11 og 7 år samt fire bonusbørn.
Han har en uddannelse som ejendomsserviceteknikker, der heller ikke gik som smurt. For lige før han skulle i praktik ringede læremesteren til ham: ”Han sagde ordret, at jeg bare skulle blive væk. Det var fordi, man skulle arbejde på stiger.”
Den gode arbejdsdag
Han fik heldigvis en anden læreplads, men i dag arbejder han ikke på stiger, men på en af Circle Ks tankstationer, hvor han arbejder om natten på fuld tid i syv dage og så har fri i syv dage.
Circle K vil have, at arbejdet bliver gjort ens på alle tankstationer, så tankpasserne har en udførlig tjekliste med alle arbejdsopgaver:
”Det er det, der gør, at jeg synes det er et nemt og overskueligt job. For på alle tidspunkter på døgnet står der, at klokken det skal der laves det, og klokken det skal der laves det, og så skal man krydse af, når man har gjort det.”
Natarbejdet på tankstation passer godt til Daniel Rispolis definition på en god arbejdsdag: ”Når ingen siger noget til en, og man kan få lov at gøre tingene for sig selv.”
Kilde
Epilepsiforeningens blad ”Epilepsi nr. 4 2019” (pdf). Se tidligere numre af bladet.