Dansk epilepsilæge får international hæder

 

Overlæge og professor Sándor Beniczky fra Epilepsihospitalet hædres som ambassadør for kampen mod epilepsi

 

For overlæge og professor Sándor Beniczky blev den 33. Internationale Epilepsikongres en ekstra god oplevelse, da han i forbindelse med åbningsceremonien blev hædret med Ambassadør for Epilepsi 2019-prisen for sin ”fremragende indsats i den internationale kamp mod epilepsi.”

Prisen gives i fællesskab af de internationale paraplyorganisationer for epilepsilægernes faglige selskaber, ILAE, og patientforeninger, IBE.

Sándor Beniczky er professor i neurofysiologi, leder af Epilepsihospitalets neurofysiologiske afdeling og overlæge ved Klinisk Neurofysiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital (AU).

Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, ønsker professoren tillykke med prisen:

”Det har Sándor virkelig fortjent. Han er en af de fremmeste epilepsieksperter i Danmark, og i Epilepsiforeningen er han da også en af de eksperter, vi jævnligt trækker på, når vi har brug faglig ekspertise som input til nyheder, artikler, foredrag og faglige papirer, og han er altid parat til at stille op”, siger hun og tilføjer: ”Prisen er på sin vis også en hæder til det faglige niveau blandt de danske epilepsieksperter, der bl.a. gør sig internationalt bemærket med forskning på højt internationalt niveau.”

Sándor Beniczky forsker i klinisk neurofysiologi med specielt fokus på diagnostik af epilepsi. Hans forskning bidrager til at skabe større viden om den epileptiske hjerneaktivitet og dermed til mere præcis diagnosticering og lokalisering af det epileptiske fokus. Desuden har Sándor Beniczky bidraget til udvikling og klinisk validering af metoder til automatisk sporing af de epileptiske anfald, som potentielt kan være et nyttigt hjælpemiddel til patienter med epilepsi.

Den nykårede epilepsi-ambassadør, der ved flere lejligheder har været interviewet til Epilepsiforeningens blad og hjemmeside, var bl.a. en af initiativtagerne til verdens første internationale kongres om mobile sundhedsløsninger og devices til anfaldsopsporing inden for epilepsi, der på blev afholdt i København i 2017.

Kilde

International Bureau for Epilepsy (IBE) og International League Against Epilepsy (ILAE)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev