01.09.2011

Dansk vinder af IBE-fotokonkurrence

Sidste år vandt Thilde Mørup Christensen Dansk Epilepsiforenings fotokonkurrence, "Epilepsi uden ord – fang følelsen af epilepsi med et klik". Nu har hun også vundet IBE´s stort anlagte internationale konkurrence med samme tema. IBE er den verdensomspændende sammenslutning af epilepsiforeninger.

Thilde Mørup Christensens sort-hvid-foto med en ung mand, der ligger foran et knust spejl, vandt suverænt blandt flere end indsendte 300 billeder fra hele verden. Beslutningen blev truffet af et enigt dommerpanel bestående af repræsentanter fra syv lande.

”Det er meget overvældende at have vundet, det havde jeg ikke forventet, overhovedet! Jeg er utrolig stolt og meget beæret over at mit billede er blevet udvalgt blandt alle de mange billederne. Det er helt vildt og stadig ikke helt sunket ind,” udtaler Thilde Mørup Christensen, der sender en tak til sin ven Lasselukas L. Jensen.

Motivet til Thilde Mørup Christensens billede blev fundet ved en lang aftens samtale med hendes ”model”, Lasselukas, der har epilepsi og hjalp hende til at forstå, hvad det vil sige.

Hendes billede fik titlen ”Stykker”. Og hun har forklaret motivet og titlen: ”Er man “i stykker” eller “istykker” det er spørgsmålet. Udenpå er man den, man er, og samtidig er der noget indeni som ikke passer, man er splittet i stykker mellem to sindstilstande. Jeg er som dig, men kan ikke som dig.”  

Vinderbilledet blev offentliggjort ved den 29th International Epilepsy Congress i Rom, der sluttede torsdag. En af kongressens deltagere var Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen:

”Da vinderbilledet blev offentliggjort råbte jeg et lille hurra indvendigt. Jeg er enormt glad på Thildes vegne og synes, at hendes billede var en fortjent vinder. Jeg glæder mig også lidt på Dansk Epilepsiforenings vegne. Da Thilde havde vundet vores konkurrence opfordrede vi hende til at deltage i den internationale konkurrence, og heldigvis fulgte hun den opfordring, så hun og vi, nu har været med til at give verden et godt, fotokunstnerisk billede af, hvad epilepsi er."

Dansk Epilepsiforenings formand  roser også Fyens Stiftstidendes daværende fotochef, Brian Karmark, der var dommer i den danske konkurrence: "Det beviser, at han virkelig har øje for et godt billede, når han ser et," siger Lone Nørager Kristensen

Thilde Mørup Christensen har netop modtaget formanden for IBE, Ann Littles lykønskninger. Nu kan Thilde vendte på at få førsteprisen på 3.000 US dollar sat ind på sin bankkonto.

Fotosejren har givet Thilde blod på tanden: ”Det har helt klart givet mine fotoambitioner et spark. Jeg er lige blevet færdig som arkitekt i sommers og er nu arbejdsløs og har planer om at bruge det første års tid på at tager en masse fotos i forskellige sammenhænge. Jeg er aktiv fotograf for Spillestedet Stengade og tager derudover en del fotos for forskellige bands. Jeg har også planer om at deltage i flere fotokonkurrencer.” Se IBEs præsentation af vinderbillederne i IBEs fotokonkurrence Se billeder fra Dansk Epilepsiforenings fotokonkurrence(Kilde: Dansk Epilepsiforening og IBE)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev