06.09.2011

Pressemeddelelse om tandskader

Dansk tandpleje er et af de steder, hvor brugerbetalingen for længst har holdt sit indtog i sundhedsvæsenet. Nye tal fra Dansk Epilepsiforening viser, hvorledes brugerbetaling – trods gode intentioner for flertallet – rammer samfundets svageste.
Nye tal fra Dansk Epilepsiforening viser, at en mindre gruppe personer med epilepsi har væsentlige epilepsi-relaterede tandproblemer som giver store udgifter til tandlægeregninger.
Tandproblemerne skyldes oftest skader, som opstår i forbindelse med epileptiske anfald.
I modsætning til en række andre sygdomme, hvor tandskader er en kendt bivirkning, er der ingen økonomisk hjælp at hente i sundhedsloven, når tandlægeregningen skal betales efter epileptiske anfald.
Dansk Epilepsiforening finder, at dette er et direkte brud på handicapkonventionens artikel 25 som omhandler lighed i adgangen til sundhedsydelser.
En person med epilepsi kan ikke selv forebygge anfald som smadrer tænderne!
Det bør derfor være rimeligt, at mennesker med epilepsi kompenseres for de tandlægeudgifter, der forårsages direkte af anfald.
Det mest tragikomiske er næsten, at det ikke behøves være nogen stor udgift. En rapport fra Dansk Epilepsiforening anslår den samlede årlige udgift til at være omkring 1 million kroner. Dette tal er forsvindende lille i sundhedsvæsenet, men dækker over meget store udgifter for den enkelte med epilepsi. Et tilskud vil derfor give en lille, men belastet patientgruppe, meget større lighed i adgangen til sundhed.
”Ulighed i sundhed, har i mange år været anset som et stort samfundsproblem”, siger Dansk Epilepsiforenings landsformand Lone Nørager Kristensen. ”Tandskader forårsaget af epilepsi er netop et klassisk eksempel på ulighed: Der hersker brugerbetaling på området, og en mindre gruppe mennesker med epilepsi efterlades derfor med ekstraordinært store tandlægeregninger, også selvom deres betalingsevne ofte er betydeligt mindre.
Det skaber ulighed i adgangen til tandsundhed, og er vel dybest set et spørgsmål om utilsigtet men dog konkret diskrimination”.
Kontakt:
Lone Nørager Kristensen, LandsformandLone.noerager.email@private.dk; mobil 30 88 37 92
René Bøgh-Larsen, Direktørrene@epilepsiforeningen.dk; mobil: 30 60 89 96

Fakta fra undersøgelse om tandskader

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev