De kære små…

11.02.2014

Jeg synes, at inklusion er en rigtig god idé. Tanken om at alle har gavn og glæde af at møde livet i hele dets mangfoldighed fra vugge til krukke er helt rigtig, og jeg er sikker på, at det betyder noget for den sammenhængskraft dette samfund har.
I Epilepsi nr. 1 2014 sætter vi skarp fokus på inklusion af børn i grundskolen. Det er et emne vi ved mange af foreningens medlemmer har helt tæt inde på livet, og med mange forskellige erfaringer; både positive og negative. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for skolen er det fælles afsæt, vi alle har til vort voksenliv.
Der er ingen tvivl om at folkeskolen i disse år er udsat for et massivt fokus og omfattende reformer, som kommer til at få vidtrækkende betydning for mange børn, forældre og faglige kræfter. Jeg har hørt mange historier om inklusion af børn med epilepsi; hvor svært det kan være, og hvor stor en pris børn med epilepsi kan betale i form af mobning, manglende forståelse, manglende viden og så videre. Men også historier om, hvordan andre børn, der ikke fejler noget, kan opleve det som en meget voldsom ændring i dagligdagen, hvis de pludseligt får en klassekammerat, som kan reagere voldsomt og ukendt på forskellige belastninger i dagligdagen. Vi er nødt til at anerkende begge sider af medaljen, for at finde løsninger. For løsninger; dem skal vi finde. Og de findes heldigvis også derude.
Hvis man skal lykkes med inklusion, og barnet skal have det bedst mulige afsæt for en voksentilværelse, handler det især om to ting: kommunikation og viden. Det første handler især om skole-/hjemsamarbejdet – og det kan såmænd være svært nok, når man har et barn med særlige behov; og det andet om barnets specifikke behov skal bringes i spil. Det kræver udredning, samarbejde og tidlig indsats. Det skal vi alle, som har med børn med epilepsi at gøre, være skarpe på. For det er jo børnene, det handler om i den sidste ende. De kære små…
Af Lone Nørager Kristensen, Landsformand
(Indlægget har været bragt som leder i medlemsbladet Epilepsi nr. 1 2014)