De vanskelige handicappede…

31.08.2010

Her i landet har det i mange år været god skik og brug, at væsentlige ændringer af lovgivning, offentlige tilbud og serviceydelser med videre blev sendt i høring blandt interessenterne før ændringerne blev besluttet. Devisen bag denne praksis er fornuftig: Det kunne jo tænkes, at de berørte borgere og brugere kunne bidrage med perspektiver, som embedsmænd og politikere var uopmærksomme på.
For nylig så vi imidlertid et eksempel på, hvordan vores nuværende Socialminister Benedikte Kiær agerer i forhold til brugerperspektivet. Helt præcist en lang række specifikke handicap-grupper – herunder personer med epilepsi:
Med et rask pennestrøg nedlagde Socialministeren 13 specialiserede videnscentre og 3 vidensnetvær indenfor Handicap og Socialpsykiatri. Disse centre og netværk bliver nu samlet i et stor-center. Begrundelsen bag dette er tilsyneladende, at man ved at samle ressourcerne også kan ” yde en service over for andre grupper, som ikke hidtil har haft deres eget videnscenter” (citat fra ministeriets pressemeddelelse).
De specialiserede videncentre og vidensnetværk rådgiver bl.a. kommuner omkring specifikke problemstillinger vedr. specifikke handicap, fordi kommunerne ikke selv har tilstrækkelig indsigt på disse områder. Også på epilepsiområdet har vi har et videnscenter, som nu indlemmes i den nye ”storcenter-struktur”.
Umiddelbart er formålet sympatisk: Alle handicapgrupper skal åbenbart have adgang til specialiseret rådgivning fra et statsligt organ. Og det burde umiddelbart være et glædeligt formål, men desværre er det det stik modsatte: Der er nemlig ikke tale om at udvide en service så flere kan blive inkluderet, men at inkludere flere i en allerede eksisterende service og med de eksisterende ressourcer – hvilket naturligvis giver mindre eller dårligere service til de eksisterende ”kunder”.
Problemet er imidlertid ikke bare formålet, men selve metoden. Inddrager Socialministeren de berørte selv i beslutningen? Sender hun sit forslag i høring? Beder hun brugere om input omkring funktioner, behov eller struktur? Svaret er ”Nej”! Og det er et problem!
Hvorfor bliver Dansk Epilepsiforening og de andre handicaporganisationer ikke spurgt inden beslutningen træffes? Hvorfor skulle det være så vanskeligt at sende sit forslag i høring?
Måske fordi Socialministeren synes, at handicaporganisationerne er for besværlige at spørge? Måske fordi hun synes, at det vi kunne bidrage med er irrelevant?
Svaret blafrer i vinden.
Af Lone Nørager Kristensen, Landsformand