01.09.2010

Forslag rammer forældre til børn med epilepsi

Skarp kritik af forslag om loft over tabt arbejdsfortjenest
(September, 2010)
I en pressemeddelelse kritiserer Dansk epilepsiforeningen i skarpe vendinger regeringens lovforslag om et loft for tabt arbejdsfortjeneste som en handicapydelse til forældre, der for børnenes skyld er nødsaget til at gå hjemme for at passe, deres stærkt handicappede barn.

”Det er som at vågne fra et mareridt og opdage at det hele er virkeligt,” udtaler Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen i pressemeddelelsen og fortsætter: ”Vi frygtede at regeringen og Dansk Folkeparti lagde op til en massakre på den indtægt, som man modtager, hvis man er nødsaget til at gå hjemme og passe et handicappet barn. Og det er præcis det, forslaget indeholder.”

I pressemeddelelsen hedder det endvidere:

"Reglerne er i dag sådan, at man – stort set – beholder den løn man kom fra, hvis man overgår til ordningen med tabt arbejdsfortjeneste. For nye ansøgninger efter 1. januar 2011 vil der nu blive et loft på 230.964 kr., hvis man får ydelsen på fuld tid.

Dansk Epilepsiforening ved hvad forringelserne vil betyde fra de henvendelser foreningen har haft fra familier, der i dag får ydelsen og ikke ville kunne have klaret sig uden.

Tabt arbejdsfortjeneste som en handicapkompenserende ydelse er ikke noget, man blot beder om og automatisk får. Det er noget man bliver bevilget, hvis et fagligt skøn siger, at forældrenes konstante omsorg er nødvendig for det stærkt handicappede barns tarv.

Dansk Epilepsiforening har præsenteret ministeren for konkrete eksempler på, hvor afgørende betydning ordningen har, og at forældre vil blive nødt til at vælge: Skal vi undergrave familiens økonomi, eller skal vi forringe vilkårene for vores barn.

”De familier har ikke noget reelt valg. Og det er skamløst at sætte en pistol for panden af forældre, der er i forvejen er hårdt psykosocialt belastet, og tvinge dem til at vælge mellem pest og kolera,” udtaler Dansk Epilepsiforenings formand og tilføjer: ”Der må være andre måder at få dansk økonomi op at stå på end ved at træde på de allersvageste.”

Lovforslaget er sendt i høring, og Dansk Epilepsiforening håber at regeringen eller dens støttepartier vil lytte til fornuft. Hvis forringelserne bliver gennemført håber dansk Epilepsiforening, at en eventuelt ny regering vil rulle ordningen tilbage til sin menneskelige form."

(Kilde: Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev