Dengang epilepsi skyldtes onani og blev behandlet med salte

28.09.2017

Hvordan behandlede man epilepsi i 1800-tallet? Jo; en pjece fortæller en ret utrolig historie

 

Den 2. maj 1857 deltog dronning Victorias fødselslæge Sir Charles Locock (billedet) ved et videnskabeligt møde i London, hvor man diskuterede epilepsiens årsager og behandling. Under en af mødets diskussioner nævnte dronningens fødselslæge, at der efter hans opfattelse var tre væsentlige årsager til epilepsi: Tætsidende tænder, onani og menstruation, og at han ved at give brom til 15 kvinder med katamenial epilepsi (anfald der skyldes menstruation) havde opnået anfaldsfrihed hos 14 af kvinderne.

Den nyhed faldt på et tørt sted og spredte sig som en steppebrand over den vestlige verden. Det fortæller overlæge John P. A. Jensen i pjecen ”Om Bævergejl, Markgrevindens Epilepsipulver og andre mærkværdige midler mod epilepsi” fra 2002. I pjecen fortæller den daværende overlæge på Epilepsihospitalet om behandlingen af epilepsi på Filadelfias grundlægger Doktor Adolf Sells tid.

Doktor Sells tid vil sige for 120 år siden (Filadelfia blev grundlagt 6. februar 1897). Dengang spillede medicinske præparater en relativ underordnet rolle i epilepsibehandlingen. Helt i doktor Sells og hans sanatoriums ånd lagde man mere vægt på, at patienterne blev indlagt under trygge forhold med et fast program i hverdagen og med rigelig hvile.

Faktisk opholdt patienterne sig mere i sengen, end de var oppegående, fortæller John P. A. Jensen. Noget lægerne i dag tager afstand fra. Men den gang tænkte man ikke over de bivirkninger lang tids sengeleje kunne føre med sig, man konstaterede blot, at anfaldshyppigheden aftog betydeligt i forbindelse med indlæggelsen.

Onani og menstruation

Sir Charles Locock, der kom med nyheden om bromsalte til behandling af epilepsi, var ikke neurolog. Men på grund af teorier om, at epilepsi hang sammen med seksualitet, beskæftigede han sig som obstetriker også med epilepsi.

I 1800-tallet blev epilepsi nemlig af nogen forklaret som en resultat af overdreven onani, og der er eksempler på, at epilepsipatienter er blevet kastreret i håb om, at det vil fjerne anfaldene, skriver John P. A. Jensen. Hos kvinder fik menstruation skylden for ”hysteriske anfald” – ”hysteriske” henviser til det græske ord for livmoder, hystera.

Bromsalte blev på daværende tidspunkt almindeligvis brugt til at dæmpe den seksuelle aktivitet.

Et andet præparat til behandling af epilepsi på Dr. Sells tid var Borax, natriumsaltet af borsyre. Det blev indført i epilepsibehandlingen i 1870’erne angiveligt ud fra en opfattelse af, at dets antiseptiske egenskaber kunne modvirke giftstoffer i mavetarmkanalen.

Planter og mineraler

Ud over ro og regelmæssighed og mineralske salte blev de af 1800-tallets epilepsipatienter, der ikke havde adgang til en læge, også behandlet med huskeråd og almuemedicin som f.eks. planteterapi. De fire mest brugte planter i epilepsibehandlingen var mos, hyld, mistelten og pæon.

Pæon – også kendt som bonderose – har i århundreder været et af de mest anvendte midler mod epilepsi, fortæller John P. A. Jensen og citerer Galens beskrivelse fra det 2. århundrede e. Kr.: ”Rod og frø hængt om halsen er gode for epilepsi og spøgelser, hvilket er forsøgt af mange lærde mænd og fundet bevist.”

I den lille pjece om epilepsibehandlingens forhistorie, der i sin tid blev udgivet til fordel for museet på Filadelfia, fortælles også om behandling med dyr eller dele af dyr, der i århundreder – i ret uappetitlige blandinger – er blevet brugt til behandling af alle slags sygdomme.

Man har også brugt metaller – særligt guld og sølv – til behandling af epilepsi.

En overlæge med et åbent sind

I sit essay advarer John P. A. Jensen mod de mange forhistoriske behandlinger, der bunder i overtro og manglende viden. Men han har også et meget åbent sind over for alternativ behandling af epilepsi:

”Patienter går ofte deres egne veje. Om det er klogt eller ej bliver patient og læge aldrig enige om”, skriver han og fortæller en historie om faderen til en ung mand, som havde en vanskelig behandlelig epilepsi.

Filadelfia-overlægen havde indført et nyt præparat i sin behandling, og da det lykkedes at nedsætte anfaldshyppigheden til det minimale, spurgte han sejrsstolt den unge mands far, om det ikke var godt, at de havde prøvet den nye medicin?

”Nå, ja”, svarede faren ifølge Jensens fortælling: ”Jeg har da også lige købt sønnen et kobberarmbånd med messingkugler, lige som den dronning Fabiola brugte. Det står i Billed-Bladet.”

Overlægen slutter historien med denne kommentar: ”Så kom den nagende tvivl: Hvem mon har ret i den sag.”

Kilde

Overlæge John P. A. Jensen: ”Om Bævergejl, Markgrevindens Epilepsipulver og andre mærkværdige midler mod epilepsi” (udgivet i 2002).