Region Sjælland og Epilepsihospitalet har i dag indgået en driftsoverenskomst, der træder i kraft den 1. januar 2012, men Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen, frygter at aftalen ikke har reddet de højt specialiserede dele af hospitalet.
Samtidig med driftsoverenskomstens underskrivelse har Region Sjælland givet tilsagn om at købe behandlinger for mindst 10 millioner kroner i 2012. Og regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (A) er glad og udtaler i pressemeddelelsen: ” Nu har vi en driftsoverenskomst og kan sammen med Epilepsihospitalet se fremad.”
Bestyrelsesformand for Epilepsihospitalet, Kjeld Møller Pedersen påpeger i pressemeddelelsen, ”at der fortsat skal arbejdes på at sikre tilstrækkelig økonomi til en varig drift.”
Det er en tilføjelse, der bekymrer Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen: ”Hvis aftalen ikke sikrer en varig drift, vil det sige, at dele af hospitalets særlige ekspertise stadig er i fare for at forsvinde. Hvis fx Havehuset og Ungdomsafdelingen ikke genåbner, så giver jeg ikke særlig meget for den aftale. I værste falde kan en aftale, der ikke sikrer økonomi til varig drift betyde, at hospitalet på sigt stadig er i fare for at måtte lukke eller humpe rundt som noget, der bestemt ikke er et specialhospital.”
Lone Nørager Kristensens bange anelser får næring af Sjællandske Mediers omtale af driftsaftalen. I deres onlinenyheder skriver sn.dk, at Filadelfia allerede har lukket to afdelinger på hospitalet, og har afskediget flere end 100 medarbejdere, fordi den ikke var sikret fremtidige indtægter på samme niveau som tidligere.
”Det læser jeg som at Havehuset og Ungdomsafdelinger er og bliver lukket for altid, med mindre der sker noget radikalt – som at Ministeren for Sundhed og Forebyggelse griber afgørende ind,” udtaler Lone Nørager Kristensen.
(Kilde: Pressemeddelelse fra Region Sjælland, sn.dk og Dansk Epilepsiforening)
10.10.2011
Driftsaftale for Epilepsihospitalet
04.12.2024