30.10.2012

Epilepsi og psykisk sygdom

Det er velkendt at blandt personer med epilepsi, er depression, andre psykiske problemer og sågar selvmord mere hyppigt end blandt personer i almindelighed. Som regel sættes de psykiske problemer i forbindelse med selve epilepsien, psykosociale følger af epilepsien eller bivirkninger ved medicinen. Nu peger et britisk studie på, at sammenhængen er mere kompliceret end som så.
Ud fra Storbritanniens sundhedsdatabase sammenlignede forskerne 3.773 tilfælde af epilepsi med 14.025 andre personer med samme fordeling af alder, køn osv. De så på sygejournaler i tre år op til epilepsidiagnosen og i tre år efter diagnosen.
Forskerne opdagede at blandt personerne med epilepsi, var der en overhyppighed af psykiske problemer og selvmordsforsøg allerede inden de fik diagnosen epilepsi. Og risikoen for psykiske problemer blev større og større, des tættere man kom udbruddet af epilepsi. Ligesom risikoen for psykiske problemer og selvmordsforsøg blev større for hvert år der gik efter, at en person havde fået diagnosen epilepsi.
Undersøgelsen viser, at psykiske problemer hos personer med epilepsi er et kompliceret problem, hvor flere ting spiller ind end blot epilepsien, dens følger og medicinske behandling. Det er et område, hvor der stadig er brug for megen forskning, før man forstår sammenhængene.
Der ud over understreger undersøgelsen, ligesom andre undersøgelser af området, at både epilepsipatienter og deres behandlere altid skal være opmærksomme på tegn, der peger på at der kunne være nogle psykiske problemer på vej.
(Kilde: Medscape Nurses)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev