26.10.2012

Nye pjecer om ledsagerordning

”Kommunen skal tilbyde dig en ledsager, hvis du er mellem 12 og 18 år og har en ’betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktions-evne’, der gør, at du ikke kan færdes ude alene uden støtte fra en anden person,” står der i udgaven af Sundhedsstyrelsens nye pjece, ”ledsagerordning for børn og unge med fysisk eller psykisk handicap”, der er målrettet børn, unge og forældre.
Sundhedsstyrelsen har også lavet en udgave af pjecen, der er målrettet sagsbehandlere. Her er der fokuseret på rekruttering af ledsagere; ledsageordningens indhold, omfang og finansiering samt ledsagernes kompetencer, løn og arbejdsforhold.
Pjecen til børn, unge og forældre svarer blandt andet på spørgsmål om, hvem der kan få en ledsager? Hvad kan man bruge sin ledsager til? Hvordan søger man om en ledsager?
Mange børn og unge med udviklingshæmning har også epilepsi. Og Dansk epilepsiforening hilser de to nye pjecer velkomne, og håber at de vil resultere i, at endnu flere får glæde af ledsageordningen og dens muligheder for at give børn og unge større frihed og mulighed for at komme ud og deltage i fritids- og sociale aktiviteter.
”Du kan for eksempel vælge at tage din ledsager med til sportsarrangementer, til koncerter eller i biografen. Du kan tage din ledsager med til fritidsaktiviteter som svømning, spejder, musik og fodbold, og til at gå ture eller cykle, hvis det er det, du har lyst til. Du kan også tage din ledsager med til fødselsdage eller til at besøge venner og familie. Eller du kan bede ledsageren om at følge med dig ud og handle, købe gaver, shoppe, eller bare hænge ud med vennerne,” står der i pjecen.
(Kilde: Sundhedsstyrelsen – Her kan du downloade pjecen til børn, unge og forældre – Her kan du downloade pjecen til sagsbehandlere)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev