17.06.2011

Epilepsi-problemer overrasker

Epilepsi gør patienterne til outsidere i familien og på arbejdsmarkedet, og de har det betydeligt hårdere, end forskere hidtil har antaget. Det viser et nyt studie, der er gennemført af et forskerhold fra Dansk Søvncenter, Glostrup Hospital. Undersøgelse bekræfter Dansk Epilepsiforenings medlemsundersøgelser.
Til videnskab.dk udtaler lederen af studiet, Poul Jennum, der er overlæge dr. med. på Glostrup Hospital samt professor ved Center for Sund Aldring, Københavns Universitet »Vi kan konstatere, at der er tale om én af de virkelig tunge, alvorlige sygdomme, og vi var ikke klar over, at det var så skidt,« . Han tilføjer »Epilepsipatienter får generelt en lavere uddannelse end den raske del af befolkningen og har også svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet,«
Forskergruppen har kastet lys over sygdommens personlige og samfundsmæssige konsekvenser ved at dykke ned i de unikke danske personregistre, der bl.a. rummer oplysninger om, hvilke sygdomme hver enkelt dansker lider af.
Undersøgelsen viste bl.a., at patienterne er dårligere uddannet og får betydeligt lavere indkomst end den raske del af befolkningen. Det går ikke kun ud over patienterne, men koster også samfundet dyrt.
Ifølge forskernes overslag koster sygdommen hvert år samfundet omkring 100.000 kroner per patient, ikke alene på grund af behandlinger i sundhedsvæsenet, men også fordi de sociale omkostninger, i form af tabt arbejdsfortjeneste og overførselsindkomster, er så store.
I Dansk Epilepsiforening håber man, at undersøgelsen vil give større fokus på epilepsi og patienternes sociale vilkår.
»Resultaterne kommer ikke som nogen overraskelse, men det er godt at det nu bliver videnskabeligt bevist,« fortæller Lone Nørager Kristensen, der er landsformand for Dansk Epilepsiforening.
Foreningen lavede nogle medlemsundersøgelser for nogle år siden, der viste, at mange personer med epilepsi er meget ensomme og at de har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, selv om de har fået en uddannelse. Undersøgelserne viste også, at epilepsi belaster parforholdet meget.
(kilde: Videnskab.dk og Dansk epilepsiforening – læs Dansk Epilepsiforenings undersøgelse om levevilkår for voksne med epilepsi)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev