10.04.2012

Epilepsi til grin på Twitter

En forskergruppe fra Dalhuisie University i Canada har analyseret data indsamlet på det sociale medie Twitter for at undersøge, hvordan epilepsi beskrives i twitter-verdenen. I løbet af en uge i april 2011 blev der indsamlet 10.662 indlæg, hvor ordene "seizure" eller "seizures" (anfald) indgik. 41 % af disse anfaldsrelaterede indlæg vurderedes at være nedladende.
Forfatterne til artiklen konkluderer, at selvom et medie som Twitter har potentiale til at påvirke den generelle opfattelse af epilepsi i en positiv retning, så stadfæster mediet på nuværende tidspunkt i stedet en stigmatiserende opfattelse af epilepsi. Ifølge forfatterne understreger deres undersøgelse behovet for offentlige kampagner, der bekæmper de negative holdninger.
"Selv om vi godt kender den stigmatisering, mennesker med epilepsi møder, så var vi chokerede over at se, hvor udbredt problemet er i de sociale medier. Det understreger helt tydeligt, at der er behov for offentlige kampagner for at bekæmpe disse negative holdninger," siger Dr. Brna, en af undersøgelsens forfattere.
Heldigvis rapporterede undersøgelsen også nogle tweets, der talte imod latterliggørelse af epilepsi-anfald. For eksempel: "Hvorfor gør folk grin med epilepsi og anfald? Gør de også grin med kræft? Sæt din hjerne til et bilbatteri og se, hvor sjovt det er!"
Twitter er en social internetplatform, der blev lanceret i 2006, hvor brugerne kommunikerer med "tweets", der er begrænset til max 140 tegn. Twitter har opnået verdensomspændende popularitet. Der er 200 millioner brugere i verden, der skriver ca. 110 millioner tweets om dagen. Twitter-fænomenet har vist at det er i stand til at påvirke verdensopinionen og kulturen ved fx at spille en stor rolle i en række revolutioner, fx den egyptiske revolution i 2011 og de store tunesiske optøjer i 2010-2011.
(Kilde: Alpha Galileo Foundation og Epilepsy and Behavior)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev