Epilepsiforeningen kritiserer 2025-planen

31.08.2016

Af Lone Nørager kristensen, Epilepsiforeningens landsformand
Regeringen siger det selv: Godt for de stærke som kan arbejde. Lad mig citere fra indledningen til 2025-planen, som blev fremlagt i går: ”En helhedsplan, som vil give den helt almindelige hårdt arbejdende dansker højere indkomst, lavere skat, bedre velfærd, mere tryghed og flere muligheder.”  
Men hvor er de svageste?  
Skattelettelserne er svøbt ind i ubehageligheder, hvor næste generation og svage pensionister skal betale regningen. Det går ud over de unge studerende, mennesker på pension, der ikke kan arbejde, og de der er på vej til pension eller efterløn.    
SU-systemet står for skud, men det er værre end forventet. Jeg frygter virkeligt at det fremlagte går ud over de svage studerende. Fremover vil en del af støtten kun blive givet som lån, og der strammes op på at gennemføre til tiden, ellers ryger støtten. De studerende får ganske vist mulighed for at tjene mere, men det kræver jo, at man har kræfter og overskud til at tage et job ved siden af studiet, og studietiden skal overholdes. Her rammes unge med epilepsi markant, og det må vi op på barrikaderne omkring – der er ikke brug for flere begrænsninger for at gennemføre en uddannelse; tværtimod. Der er brug for det stik modsatte til de udsatte unge med sygdomme og handicap. Og her er planen indholdstom… 
Der er derudover store tidsler med manglende pensionsregulering og pensionsalder. Pension foreslås reguleret efter forbrugerpriser og ikke efter lønudvikling; det vil øge uligheden i samfundet. Pensionsalderen forhøjes beskedent, men det er den tredje forhøjelse på ti år, og utåleligt for nedslidte og sygdomsramte, herunder mennesker med epilepsi. Vi ved jo også fra rådgivningstelefonerne, hvor svært det er at få tilkendt førtidspensioner i disse år. Uden at det samtidig er blevet nemmere at finde et job – og resultatet er årelange afklaringsforløb, hvor perspektiverne ofte fortoner sig. Men hvor resultatet er givet på forhånd: du skal leve for noget mindre, men til gengæld i længere tid end nogensinde før! Det kan vi ikke være bekendt!   
Handicap er ikke nævnt med et ord i en tid, hvor det for mange familier med et handicap inde på livet er en kamp at få hverdagen til at hænge sammen. Til gengæld har vi åbenbart lært og accepteret et nyt ord – kernevelfærd. Gad vide hvad der reelt dækker over?
Jeg synes planen tegner et billede af mangel på opmærksomhed om meget store grupper i samfundet. Vinderne er de stærke, og taberne er de svage. Jeg vil ikke kalde det en helhedsplan, men et katalog af ubehageligheder!