Epilepsiforeningens sygeplejerske: ”På EEG-målinger kan man se, at fysisk aktivitet nedsætter risikoen for anfald”

Epilepsiforeningens rådgiver hører tit, at man holder sig væk fra idræt, som ellers kunne være med til at give ekstra velvære ikke bare rent fysisk, men også psykisk og socialt.

 

AF Allan Hougaard
allan@epilepsiforeningen.dk

De fleste mennesker er klar over, at fysisk aktivitet er godt for både krop og sjæl. Men mange tror fejlagtigt, at det ikke gælder, hvis man har epilepsi. Epilepsiforeningens sundhedsfaglige rådgiver, sygeplejerske Camilla Skødt Jørgensen, har en klar opfordring:

”Generelt oplever jeg, at mange forældre til børn med epilepsi er ekstra forsigtige med at passe på dem omkring sportsaktiviteter. Og meget forståeligt. Men man ved, at  det både socialt, fysisk og psykisk øger børnenes velvære, når de kommer ud og deltager i idræt lige som de andre børn. Der er yderst sjældent en øget risiko for anfald i forbindelse med, at de går til en social sportsaktivitet sammen med deres jævnaldrende. Så det er noget, man skal øve sig i, at børnene skal have lov til at gå til fodbold eller håndbold, eller hvad nu de andre i klassen går til. Hvis de har hyppige anfald, så skal det måske ikke være klatring, de skal gå til,” siger Camilla Skødt Jørgensen.

Hun påpeger, at fysisk aktivitet faktisk kan være med til at nedsætte risikoen for anfald.

image

“Det at være med på et hold i en idrætsklub af den ene eller anden art, kan være med til at styrke det sociale fællesskab, hvor man møder nogle mennesker.”

Camilla Skødt Jørgensen

”Der er mange, der er bange for at dyrke fysiske aktiviteter og tilmelde sig forskellige typer af motion, fordi de er bange for at få anfald i forbindelse med fysisk aktivitet. Der er lavet nogle undersøgelser, som peger på, at man faktisk kan være med til at nedbringe risikoen for anfald ved at være fysisk aktiv. En del oplever således, at de generelt har færre anfald i perioder, hvor de jævnligt er fysisk aktive,” siger sygeplejersken:

”Desuden kan man på EEG-målinger se, at fysisk aktivitet nedsætter risikoen for anfald. Og så ved man, at man sjældent ser anfald i forbindelse med fysisk aktivitet. For mig er det vigtigt at understrege, at det er godt at dyrke motion, og at man ikke skal være bange for at få anfald, men at der er rigtigt mange positive gevinster ved at dyrke idræt.”

Forebygger knogleskørhed

Blandt gevinsterne nævner hun, at fysisk aktivitet kan være med til at forebygge knogleskørhed, som er en risikofaktor for nogle med epilepsi. En anden gevinst er nedsat risiko for depression, angst og stress, som mange med epilepsi også slås med. Så der er selvsagt positive gevinster ved, at man kommer i god form, men også socialt kan der være et stort udbytte.

image

“Det er vigtigt, at man informerer træneren og holdkammeraterne om sin epilepsi: Hvordan anfaldene ser ud, og hvordan de kan hjælpe, hvis man får et anfald”

Camilla Skødt Jørgensen

”Vi ved, blandt andet fra vores unge-survey, at der er rigtigt mange med epilepsi, som føler sig ensomme og afskåret fra fællesskaber. Det at være med på et hold i en idrætsklub af den ene eller anden art, kan være med til at styrke det sociale fællesskab, hvor man møder nogle mennesker, som man kan danne nogle relationer til. Man møder også nogle mennesker, som man ellers ikke ville have mødt. På den måde bidrager motionen også til noget positivt rent socialt,” siger Camilla Skødt Jørgensen.

Anbefalinger

Hun anbefaler, at personer med epilepsi er fysisk aktive som alle andre mennesker og følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området. Hvis man træner på et hold, er det vigtigt at fortælle træner og holdkammerater om epilepsien.

”Det er vigtigt, at man informerer træneren og holdkammeraterne om sin epilepsi: Hvordan anfaldene ser ud, og hvordan de kan hjælpe, hvis man får et anfald. Og det er vigtigt, at det ikke er de andres ansvar at stå med et anfald, men at de kan ringe 112, hvis de bliver utrygge, når de står  med en person, der har et anfald. Det er vigtigt, at de ikke føler, at de står med for stort et ansvar,” siger Camilla Skødt Jørgensen.

Hvis man ikke er vant til at være fysisk aktiv, bør man starte stille og roligt op og øge gradvist, efterhånden som man kommer i bedre form. Er man utrænet og træner med høj intensitet, kan det nemlig fremprovokere anfald.

Hvis man får generaliserede anfald, skal man i valget af idrætsgren være opmærksom på at vælge en sport, hvor man ikke selv kan komme alvorligt til skade. Man skal også tænke på, om man ved et anfald kan risikere at skade andre. Når det gælder aktiviteter i vand, så skal man altid have en med til at holde øje med sig, fx en livredder, så kan man godt deltage i svømmeundervisningen.

Nogle vil måske være usikre på, om de selv eller deres barn kan passe ind i en idrætsklub, men bare man informerer omhyggeligt omkring epilepsien, så vil det ofte gå, forsikrer Camilla Skødt Jørgensen:

”Jeg har snakket med frivillige ledere i idrætsklubber, som har været bekymrede omkring epilepsien og har haft brug for vejledning om, hvordan de skulle håndtere det. Men jeg oplever også, at de rigtigt gerne vil skabe muligheder for, at de her børn og unge kan gå i deres idrætsklub, og at man rigtigt gerne vil inkludere de her børn på lige vilkår  med deres klassekammerater. Men det kræver, at lederne får den information, de har behov for, for at det ikke bliver for skræmmende for dem,” siger Camilla Skødt Jørgensen.

Start i det små

En forhindring kan for mange med epilepsi være, at det  kan være svært at få overskud til at være fysisk aktiv, hvis man i forvejen er udtrættet af epilepsien og bivirkninger fra medicin, den problematik kender sygeplejersken godt:

”Det er ikke nemt, hvis man mangler overskud. Så handler det om at starte i det små med, hvad man kan gøre, der er godt for en selv. Om det så er at gå en tur for sig selv eller sammen med en, hvis man har brug for, at der er nogen med en. Det jeg hører, er i hvert fald, at det er effektfuldt at få dyrket motion i hverdagen, for dem som får brudt den cirkel med at komme i gang. Det kan være rigtigt hårdt at komme i gang, men hvis de først får brudt den cirkel, så giver det noget ekstra energi at være aktiv. Og så skal man jo heller ikke bare finde sig i, hvis man har mange bivirkninger, så er det jo noget, man skal snakke med ens læge om, om man får den rette medicin,” siger Camilla Skødt Jørgensen.

Hvis man vil have hjælp til at vælge en idrætsgren, der passer til ens diagnose, kan man på Epilepsiforeningens hjemmeside få hjælp med en oversigt over, hvilke idrætsgrene der anbefales til forskellige epilepsidiagnoser, udarbejdet af ILAE (International League Against Epilepsy).

Kilde

Epilepsi nr. 4, 2022. Få en smagsprøve på bladet (pdf)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev