21.11.2022

Happy er ved Kathrines side, når epilepsien gør hende skidt

Kathrine og andre børn og voksne med epilepsi fortæller, hvordan deres hunde har hjulpet dem både under og efter anfaldet. Og en kvinde har filmet, hvordan hendes schæfer hjælper hende

 

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Hunden er menneskets bedste ven, siger man. Og på YouTube og sociale medier kan man se enorme mængder af videoer med katte, der spreder glæde og grin. Blandt kæledyrsejere med epilepsi er der også mange eksempler på, at hunden eller katten, har været en stor trøst eller direkte været en hjælp i forbindelse med et anfald.

Hjemme hos Hanne døde familiens hund Amy for to år siden, men heldigvis har de fået en ny, som hun deler et billede af: ”Bluey på 18 uger er blevet min datters nye bedste ven, efter tabet af vores gamle Amy for 2 år siden, som blev 14 år.”

På et andet billede, som pryder denne artikel, viser Kathrines familiens hund Happy frem og skriver på Epilepsiforeningens Facebookside: ”Vores hund, Happy, som er ved min side, når jeg har det epilepsi-skidt.”

Da vi lavede et opslag på Facebook for at høre om folk havde nogle gode historier om deres hunde eller katte, viste kommentarerne, at Kathrine ikke er den eneste, der har fået hjælp af sin hund i forbindelse med anfald:

Marianne viser sin hund Zack og fortæller: ”Min dejlige Zack, som kan mærke på mig, når der er et anfald på vej. Efter anfald bliver han hos mig i et stykke tid.”

Tina har oplevet noget lignende og deler et billede af sin hund: ”Min over dejlige lille dreng Fido, som er ved min side altid. Hvis uheldet skulle være ude, bliver han ved min side til jeg kommer til mig/på benene igen.”

Både hund og kat hjælper

Ronja har også fået hjælp af sin snarrådige hund: ”Jeg husker det ikke selv, men har fået fortalt at den ene gang jeg har luftet hunden og er faldet om, løb han hen til de tætteste på stedet og gøede helt specielt. Han fik lokket menneskerne med sig og de fandt mig. Når jeg fik anfald hjemme lagde han sig oven på mig. Min mor har endda fortalt at han nogle gange hylede.”

Drengen Magnus får hjælp af både familiens kat og hund, fortæller Mia på Epilepsiforeningens Facebookside:

”Bodil vores franske bulldog – er ved Magnus side både under anfald og i timevis efter. Ja selv katten er bekymret”, skriver hun på Epilepsiforeningens Facebookside og deler et billede hvor Magnus ligger med det to kæledyr.

Filmede hunden under anfald

I USA Today fortæller en kvinde fra Indiana om hvordan hendes schæfer Max instinktivt hjælper hende, når hun får anfald:

“Når jeg falder om. Kommer han ind under mine arme for at sænke mig ned. Første gang gjorde han det helt selv. Det var ikke noget, jeg havde lært ham,” fortæller den 44-årige Tina Stikeleather til USA Today.

Det er lykkedes den 44-årige kvinde, at fange en situation på kamera, hvor hendes hund prøvet at advare hende lige før anfaldet ved at hoppe op ad kækkenbordet. Og da anfaldet kommer hjælper den tyske schæfer hende ned på gulvet.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev