16.03.2011

Epilepsihospitalet truet af lukning

Budgetforhandlingerne mellem regionerne og Epilepsihospitalet Filadelfia er strandet. Det kan tvinge Danmarks eneste specialhospital på epilepsiområdet til at lukke. Dansk Epilepsiforening kræver, at sundhedsminister Bertel Haarder griber ind og sikrer hospitalets overlevelse.

Region Sjælland, der forhandler for Danske Regioner, bebuder mere end en halvering af budgettet for 2011. De 171 mio. kroner, Epilepsihospitalet har brug for, er skåret ned til knap 75 mio. kr. i indeværende budgetår. Danske Regioner står fast, og den 8. marts 2011 brød budgetforhandlingerne med Filadelfia sammen.  

Flemming Christensen, adm. direktør for Filadelfia, frygter, at hospitalet kan blive nødt til at dreje nøglen om allerede 1. april med mindre Danske Regioner vil genoptage seriøse forhandlinger.

Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen er oprørt: ”Ministeren må gribe ind for at sikre, at Filadelfia overlever og derigennem modvirke det store og uacceptable tab i den danske epilepsibehandling og –forskning. Vi kan ikke passivt se på, at epilepsibehandlingen i Danmark rulles flere år tilbage, og hospitalets 4.000 årlige patienter efterlades på en øde ø,” udtaler hun og peger på, at en lukning vil ramme mange svært behandlelige patienter.

Dansk Epilepsiforening har skrevet og anmodet om akut indgriben af indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder. Brevet er også sendt til Folketingets Sundhedsudvalg.

”Lukker Epilepsihospitalet, går en række unikke behandlings- og rehabiliteringsmuligheder tabt. Det tab rammer de mest sårbare epilepsipatienter – ikke mindst mange børn,” udtaler epilepsiforeningens formand.

Gennem mange årtier har Filadelfia opbygget højtspecialiseret viden og erfaring inden for epilepsi, og hospitalet er primusmotor inden for observation, behandling og rehabilitering af danske epilepsipatienter. Derfor får Lone Nørager Kristensens bekymring opbakning fra Anne Sabers, overlæge og dr. med. samt formand for Dansk Epilepsi Selskab.

Anne Sabers udtaler: ”På Filadelfia har patienter med epilepsi en unik mulighed for længerevarende indlæggelse til observation og behandling, og hospitalet har en særlig høj ekspertise i at varetage en lang række psykosociale problemstillinger, som følger med en svær kronisk sygdom som epilepsi. Denne form for langstrakt og tværgående behandling er ikke til stede andre steder i sundhedsvæsenet. En lukning af epilepsihospitalet Filadelfia vil være en væsentlig forringelse af behandlingstilbuddene til de patienter med epilepsi, der er hårdest ramt.”

(Kilde: Dansk Epilepsiforening. Læs Dansk Epilepsiforenings henvendelse til sundhedsministeren og læs pressemeddelelsen)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev