Den seneste samling i verdenssundhedsorganisationen WHO var en historisk begivenhed for mennesker med epilepsi. Med overvældende flertal vedtog verdenssundhedsorganisationen WHO den 26. maj den epilepsiresolution, som WHO’s sekretariat lagde frem i begyndelsen af året.
Resolutionen opfordrer WHO’s medlemslande til at styrke indsatsen på epilepsiområdet ved bl.a. at tage hensyn til mennesker med epilepsis behov i den generelle sundheds- og socialpolitik. Landene skal også afsætte tilstrækkelige midler til at virkeliggøre nødvendige og evidensbaserede initiativer på epilepsiområdet. Læs hele WHO’s epilepsiresolution her.
Ved verdenssundhedsforsamlingen i Geneve stod 30 lande frem og talte for resolutionen, og 17 af dem meldte sig som medsponsorer.
I Danmark har sundhedsminister Nick Hækkerup i et svar til Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen, kaldt indholdet af resolutionen for: "et vigtigt skridt i retning af at sikre bedre behandling til de 50 millioner mennesker på verdensplan, der er ramt af sygdommen". Han mener, den især vil have betydning i lavindkomstlande.
Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen, glæder sig også over vedtagelsen og ser frem til, at der kommer en dansk oversættelse af resolutionen. Hun peger på, at resolutionen også bør få betydning herhjemme: "Det er for eksempel både tanker om at øge kendskabet til epilepsi i folkeskolen og et forslag om at introducere en national sundhedsplan på epilepsiområdet. Det er ting, der også er relevante for Danmark."
Epilepsiresolutionen foreligger endnu ikke på dansk. Den kan læses på engelsk her.
(Kilde: IBE)
07.06.2015