Er det rigtigt, at læger for sjældent diskuterer udtrapning med patienterne?

En norsk undersøgelse peger på, at lægerne oftere burde tale om seponering med anfaldsfri patienter. I Danmark er problemet i højere grad kørerkortreglerne, siger overlæge

 

Behandlerne diskuterer for sjældent udtrapning af epilepsimedicin med patienter, der har været anfaldsfri i mange år. Det er konklusionen i en norsk spørgeskemaundersøgelse. Men i Danmark genkender overlæge Noémi B. Andersen ikke billedet.

”Mit indtryk er, at speciallæger i epilepsiklinikker og epilepsiambulatorier vurderer medicinudtrapning efter faglige retningslinjer og drøfter det med patienterne. Jeg mener også, at vi alle i høj grad involverer patienterne i behandlingsplanen”, siger hun.

Baggrunden for den norske undersøgelse er, at to ud at tre epilepsipatienter bliver anfaldsfri ved hjælp af epilepsimedicin, og blandt dem, der har været anfaldsfri i mange år, er det 70 % der fortsætter med at være anfaldsfri, hvis  de bliver trappet ud af medicinen.

De norske forskere brugte et onlinespørgeskema, som i alt 1172 voksne besvarede. Af deltagerne i surveyen  havde 211 været anfaldsfri i mere end 5 år, hvoraf de 186  stadig fik epilepsimedicin.  Kun 32 % af disse havde diskuteret udtrapning med deres behandler. Og det var især de patienter, som oplevede, at de var inddraget i behandlingsbeslutningerne, der havde fået en snak om seponering med lægen.

Som sagt mener Noémi B. Andersen ikke, at det er sådan i Danmark. Men hun er også klar over, at det ikke er sikkert, at patienterne mener det samme.

”Man kan ikke vide, om vi ville få et andet indtryk, hvis vi spørger vore patienter om deres oplevelse”, erkender hun og peger på en undersøgelse blandt epilepsipatienter fra 2015, som analysefirmaet Radius stod for. Her var det kun 76 % af patienterne, der oplevede at de var involveret i behandlingen i høj eller nogen grad. Der var dog ikke spørgsmål specifikt om medicinudtrapning.

Vil ikke undvære kørekortet

Den koordinerende afsnitsleder på Rigshospitalets epilepsiklinik mener, at det største problem omkring seponering er, at patienterne i en periode ikke må køre bil:

”Hovedproblematikken er fortsat, at mange patienter bliver på antiepileptisk behandling, fordi de ikke kan undvære deres bil”, siger hun og påpeger, at man som regel får forbud mod at køre bil i 8-12 måneder efter seponeringen. Selv hvis man blot er i monobehandling med en lille dosis lamotrigin, får man kørselsforbud i 6 måneder efter udtrapningen.”

image
Hvornår kan man trappes ud af medicin?

Det kræver altid en individuel vurdering, da det meget afhængigt af epilepsityper og ætiologi, siger overlæge Noémi B. Andersen:

 

  • Hos børn vil det oftest vurderes efter kortere anfaldsfri periode. Ved f.eks. idiopatisk generaliseret epilepsi efter 2 års anfaldsfrihed.
  • Hos voksne vil det oftest være efter 3-5 års anfaldsfrihed.
  • Under alle omstændigheder kræver det en individuel risikovurdering, som patienten skal informeres om. Og beslutningen skal tages i samarbejde med patient/pårørende, hvor der tages hensyn til patientens funktionsniveau, aktivitetsniveau, erhverv og sociale status.
  • Man skal vælge en rolig periode for så vidt muligt at undgå eksterne provokerende faktorer.

På trods af problemerne med kørselsforbuddet, mener overlægen, at det giver øget livskvalitet at blive trappet ud af sin medicin, hvis en individuel risikovurdering har vist, at det er forsvarligt:

”Det synes jeg er vigtigt for at undgå unødig medicinforbrug og undgå langtidsbivirkninger til antiepileptika – kognitive problemer, knoglepåvirkning, påvirket seksualitet for blot at nævne nogle af de hyppigste.”

At det er vigtig at få talt om seponering, kan man også se hos de unge kommende epilepsilæger, fortæller Noémi B. Andersen med udgangspunkt i erfaringer fra Rigshospitalets epilepsiklinik:

”Jeg er også glad for, at de yngre kolleger, som i perioder arbejder hos os og er i en læringsproces, ofte kommer til de superviserende læger og spørger, om det ikke vil være relevant at overveje seponering, og de så i fællesskab laver en risikovurdering før det drøftes med patienten.”

Kilde

Epilepsiforeningen og Epilepsy & Behavior