Et liv på stand by

Det gør stort indtryk på mig, når jeg læser historien om Heidi inde i bladet, om hvordan hun, trods epilepsiens ”genfødsel”, alligevel kæmper en brav kamp for at få stablet et godt hverdagsliv på benene igen. Den kamp er der desværre mange, der kæmper; det hører vi dagligt i foreningens rådgivningstelefoner og gennem snakke med medlemmer på foreningens
forskellige netværksaktiviteter.
Lige nu er der mange som beretter om, at de – nærmest overnight – får frataget eller rundbarberet, endog meget omfattende støtteforanstaltninger af deres hjemkommune. Nytænkning kalder nogen det. Økonomistyring kalder andre det. Uoverskueligt og urimeligt kalder jeg det.
Men kan man så ikke bare klage? Jo, men ventetiderne er samtidig eksploderet til Ankestyrelsen og det er ikke længere ualmindeligt, at man venter op til 10 måneder på en afgørelse. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt! Derfor støtter Dansk Epilepsiforening Danske Handicaporganisationer, der prøver at råbe politikerne op om problemet.
Personligt synes jeg, at der burde være lettere adgang til, at klager får opsættende virkning. Det vil sige, at ydelsen får lov at løbe, indtil sagen er afgjort ved ankeinstansen. Det bryder Kommunernes Landsforening sig næppe om, men så bør man som minimum acceptere en længere afviklingsperiode for løbende ydelser. Det kunne forhåbentligt sætte en stopper for, at kommunerne i mange tilfælde afprøver, hvor langt de kan gå med at minimere ydelser ud fra devisen ”går den, ja så går den”. Og det er ikke rimeligt, at man med et pennestrøg fjerner en ydelse med eksempelvis en måneds varsel.
Jeg tror, at der er brug for nytænkning på området. Og det kunne være rart at se Socialministeren komme mere markant på banen. Det må gerne være i en fart, for mange har ikke tid til at vente mere. Det gør de sådan set rigeligt i forvejen!