Epilepsiselskabets formand er ikke i tvivl: Med den viden man har nu, vil fordelen ved en vaccinationen mod Covid-19 klart overstige ulemperne. Og særligt sårbare grupper med epilepsi bør kontakte deres behandlende læge, for at komme med som nogle af de første
I England er man – som bekendt – allerede begyndt at vaccinere mod COVID-19, og alt tyder på at en vaccine meget snart også er på trapperne i Danmark og resten af EU.
Men er det trygt at lade sig vaccinere mod COVID-19, hvis man har epilepsi? Og er det overhovedet nødvendigt? Og hvad sker der i praksis? Det har vi spurgt Jakob Christensen, der er overlæge på Aarhus Universitets Hospital og formand for Dansk Epilepsiselskab, om.
Der foreligger nu oplysninger om effekt og bivirkninger vedr. den første vaccine fra BioNTech og Pfizer hvor flere end 43.000 patienter deltog i undersøgelserne – alle over 16 år. Vaccinen ser ud til at være meget effektiv og 95% effektiv i at forebygge Covid-19.
Vedr. bivirkninger, så var der flere bivirkninger hos dem der fik vaccination (27%) end dem der ikke fik aktiv-vaccination (placebo) (12%) Ud af de flere en 43.000 personer, så fik 64 vaccine-modtagere (0,3%) og 6 placebomodtagere (<0,1%) rapporterede hævede lymfeknuder. Blandt modtagerne af vaccine blev der rapporteret 4 alvorlige bivirkninger (skulderskade relateret til vaccineadministration, hævede lymfeknuder i højre armhule, uregelmæssig hjerterytme og nedsat følesans i højre ben).
To patienter som modtog vaccination døde (en af tillukkede blodkar, en fra hjertestop), ligesom fire personer som modtog placebo døde (to fra ukendte årsager, en af hjerneblødning og en af blodprop i hjertet). Ingen dødsfald blev af forskerne betragtet som relateret til vaccinen eller placebo. Ingen Covid-19-associerede dødsfald blev observeret.
Sikkerhedsovervågning fortsætter i 2 år efter den anden dosis vaccine.
Der er ikke beskrevet anfald eller epilepsi som bivirkning til vaccination – men detaljerede informationer om bivirkninger til vaccination er ikke tilgængelig.
”Lige nu lader det til at den første vaccine bliver vaccinen fra Pfizer og BioNTech, som de også bruger i England”, siger Jakob Christensen og henviser til oplysningerne fra Epilepsy og Society (UK), som han har oplysningerne fra:
Særlige grupper med epilepsi bør prioriteres blandt de første i vaccineplanerne
En ny britisk undersøgelse tyder også på, at visse mennesker med epilepsi kan have en let øget risiko for alvorlige komplikationer ved smitte med COV-19. ”Det gør det ekstra vigtigt, at disse bliver vaccineret hurtigst muligt, hvis de selv ønsker det.
I Danmark er epilepsi ikke specifikt nævnt på listen over sygdomme i den særlige risikogruppe. Det er det i England, påpeger overlægen: ”Så vidt jeg kan se argumenterer de for at der er en øget risiko for anfald i forbindelse med feber”, siger han og på, at der er visse patienter, der oplever anfald i forbindelse med feber: ”selvom egentlige syndromer hvor anfald induceres af feber f.eks. Dravet Syndrom jo er sjældne.”
Det betyder også, at mennesker med epilepsi i England generelt står længere fremme i køen til vacciner end danskere med epilepsi, gør her i landet.Se den aktuelle engelske prioriteringsliste her.
Jakob Christensen: ”Jeg kan ikke se at epilepsi specifikt nævnes som en af de sygdomme man vil prioritere i Danmark på samme måde som man gør det i England. Men der vil jo være en del patienter med epilepsi som af andre grunde falder ind i de danske grupper der prioriteres – f.eks. hvis de bor på bosted eller plejehjem,” siger han.
Han opfordrer derfor alle som mener de er særligt sårbare pga. epilepsi i tilknytning til andre sygdomme om at rette henvendelse til den behandlende læge – det kan være praktiserende læge eller hospitalslæge, hvis man ikke automatisk får besked om indkaldelse via E-boks i nærmeste fremtid.
Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i går et nyt afsnit på deres hjemmeside som konkret beskriver fremgangsmåden for hvordan man vil rulle vaccinerne ud i Danmark i takt med at disse bliver tilgængelige.
Kilde
Epilepsiforeningen