Ny forskning i risikofaktorer ved epilepsi og COVID-19 bekymrer ekspert

10.12.2020

Ny forskning viser, at særligt mennesker, der er ældre eller har udviklingshandicap sammen med epilepsien, har en let øget risiko for at få alvorlige følger af smitte med COVID-19. Det bekymrer epilepsiprofessor.

 

En forskningsartikel i British Medical Journal tyder på, at visse mennesker med epilepsi har en let øget risiko for hospitalsindlæggelse og død efter smitte med COVID-19, skriver Epilepsy Action.

Den højere risiko er særligt knyttet til patienter med udviklingshandicap som f.eks. Down syndrom eller en alvorlig immundefekt.

Epilepsiforeningen har spurgt Jakob Christensen, der er overlæge på Aarhus Universitets Hospital og formand for Dansk Epilepsiselskab, om hans kommentar til undersøgelsen:

”Det er bekymrende, at epilepsi er forbundet med øget risiko. Der er, så vidt jeg kan se, tale om en 50% øget risiko forbundet med epilepsi – dvs. at risikoen går fra at være ca. 1% for at dø, hvis man er smittet, til 1,5%, hvis man har epilepsi”, svarer han og tilføjer:

”Dødeligheden er dog formentligt højere i risikogrupper – dvs. hvis man bor på institution, er ældre eller f.eks. har Down Syndrom.”

Følgesygdomme årsag til sårbarhed

Epilepsy Action har spurgt to britiske epilepsieksperter om deres kommentarer til forskningsresultatet, der bygger på data fra engelske hospitaler og praktiserende læger.

Dr Markus Reuber, professor i klinisk neurologi ved University of Sheffield, forklarer, at det ikke er selve epilepsien, der er årsag til den øgede risiko. Men epilepsi kan ses i forbindelse med andre lidelser, som giver den øgede risiko for komplikationer i forlængelse af smitte med corona.

Det samme kan man læse ud af teksten på Epilepsiforeningens side om epilepsi og corona. Her gøres der opmærksom på, at mennesker med epilepsi, der er anfaldsfri og ikke har andre helbredsproblemer, ikke er i nogen særlig risikogruppe i forbindelse med coronasmitte. Men hvis man har følgesygdomme til epilepsien, kan der være en øget risiko:

”For nogle mennesker er epilepsi en del af et syndrom eller epilepsi i forbindelse med andre tilstande. Disse mennesker kan have andre sundhedsmæssige problemer ud over deres epilepsi. Det kan forårsage mere alvorlige symptomer hos mennesker med svækket immunforsvar, ældre mennesker og dem med langvarige tilstande som f.eks. kræft og kroniske lungesygdom”, skriver Epilepsiforeningen i sin tekst, der er lavet i samarbejde med Jakob Christensen.

Ingen grund til panik

Dr Rhys Thomas, der er neurolog ved Newcastle upon Tyne Hospitaler, advarer da også om, at mennesker med epilepsi i almindelighed ikke overreagerer:
”Denne risiko er ikke tilstrækkelig til at bede folk med epilepsi om at gå i streng isolation, eller at de skal identificere sig selv, som meget sårbare. Men det understreger yderligere behovet for, at vi alle sammen fortsætter vores bestræbelser på at bære ansigtsmasker, holde afstand fra andre og vaske vores hænder som anbefalet,” siger han.

Kilde

Epilepsiforeningen, Epilepsy Action og Epilepsiforeningens side om epilepsi og corona. Læs også om Epilepsiforeningens styrkede fokus på netop forebyggelse af isolation og ensomhed som følge af for eksempel coronasituationen.