VM er overstået. Spanien har (fortjent) vundet. Den ulidelige vuvuzela er endegyldigt begravet – R.I.P. and may you never return…!
Sommeren kan nu sænke sig over landet sådan for alvor.
Det får mig til at tænke på de mange sommerlejre som løber af stabelen hen over det ganske danske land, og hvor frivillige og familier løfter og får en kæmpeoplevelse i flok.
Det er noget af det benzin man kan køre på endda et stykke tid, når tanken er ved at være løbet tør. Eller hvis nogen har kommet sukker i tanken; her tænkt som en masse epilepsirelaterede problemstillinger.
Jeg har gennem årene haft den ubetingede fornøjelse at deltage i en række af de sommerlejre som foreningens unge har afholdt. Det er ikke kun fast og hårdt arbejde – de unge kører nemlig ”Den Gamle” hårdt – men også en sigende og meget lærerig oplevelse for en outsider som mig uden epilepsi.
Noget af det som altid slår mig er, hvor lidt der egentlig snakkes epilepsi; og det på trods af at en del af deltagerne ofte har en tung epilepsibagage med i deres rygsæk. Til gengæld træder der en helt særlig form for solidaritet i kraft, hvis en enkelt eller to skulle få sig et anfald. Så samles man om gruppen, og byrden bæres i flok.
Jeg har ikke tal på de gange hvor jeg har set unge mennesker komme krybende langs husvæggen til disse sommerlejre. Ofte afleveret af bekymrede forældre med et særligt håbefuldt blik i ansigtet (”Bare det her nu går godt…”). Den unge har derimod ofte lignet en tordensky med lyst til at være alle mulige andre steder end dér hvor de skulle tilbringe en uge sammen med andre unge med epilepsi.
I de øjeblikke er det en særlig fornøjelse at opleve hvordan de unge efter blot nogle dages samvær med andre i samme båd, og hvor alle deres forestillinger om andre unge med epilepsi viste sig ikke at holde, gå derfra med rank ryg, nye bekendtskaber og en vitaminindsprøjtning af selvtillid (ofte krydret med lidt kæresteri af den allersødeste slags…)
Se dét giver livet mening. Hvad enten man har epilepsi eller ej.
Så herfra skal der lyde et oprigtigt ønske om god sommer til alle; men især til de mange deltagere på foreningens sommerlejre. I får en ”for syg oplevelse”….(…det har jeg lært af min 11 årige datter, at man siger nu om stunder i stedet for det som i min grønne ungdom var fedest, knæhøj karse eller bred ymer…)
Af Per Olesen, socialrådgiver
Sommeren kan nu sænke sig over landet sådan for alvor.
Det får mig til at tænke på de mange sommerlejre som løber af stabelen hen over det ganske danske land, og hvor frivillige og familier løfter og får en kæmpeoplevelse i flok.
Det er noget af det benzin man kan køre på endda et stykke tid, når tanken er ved at være løbet tør. Eller hvis nogen har kommet sukker i tanken; her tænkt som en masse epilepsirelaterede problemstillinger.
Jeg har gennem årene haft den ubetingede fornøjelse at deltage i en række af de sommerlejre som foreningens unge har afholdt. Det er ikke kun fast og hårdt arbejde – de unge kører nemlig ”Den Gamle” hårdt – men også en sigende og meget lærerig oplevelse for en outsider som mig uden epilepsi.
Noget af det som altid slår mig er, hvor lidt der egentlig snakkes epilepsi; og det på trods af at en del af deltagerne ofte har en tung epilepsibagage med i deres rygsæk. Til gengæld træder der en helt særlig form for solidaritet i kraft, hvis en enkelt eller to skulle få sig et anfald. Så samles man om gruppen, og byrden bæres i flok.
Jeg har ikke tal på de gange hvor jeg har set unge mennesker komme krybende langs husvæggen til disse sommerlejre. Ofte afleveret af bekymrede forældre med et særligt håbefuldt blik i ansigtet (”Bare det her nu går godt…”). Den unge har derimod ofte lignet en tordensky med lyst til at være alle mulige andre steder end dér hvor de skulle tilbringe en uge sammen med andre unge med epilepsi.
I de øjeblikke er det en særlig fornøjelse at opleve hvordan de unge efter blot nogle dages samvær med andre i samme båd, og hvor alle deres forestillinger om andre unge med epilepsi viste sig ikke at holde, gå derfra med rank ryg, nye bekendtskaber og en vitaminindsprøjtning af selvtillid (ofte krydret med lidt kæresteri af den allersødeste slags…)
Se dét giver livet mening. Hvad enten man har epilepsi eller ej.
Så herfra skal der lyde et oprigtigt ønske om god sommer til alle; men især til de mange deltagere på foreningens sommerlejre. I får en ”for syg oplevelse”….(…det har jeg lært af min 11 årige datter, at man siger nu om stunder i stedet for det som i min grønne ungdom var fedest, knæhøj karse eller bred ymer…)
Af Per Olesen, socialrådgiver
