30.11.2011

Fik anfald af Twilight-film

Den britiske avis The Guardian melder om to tilfælde, hvor amerikanske biografgængere har oplevet epileptiske anfald under filmen The Twilight Saga: Breaking dawn- episode 1”. I Danmark ligger filmen nummer et på filmhitlisten.
 
Det er i filmens sidste scener, at anfaldene forekommer, da der er en meget blodig affære, hvor der er brugt hurtige klip og strobelys, hvilket ser ud til at forårsage de epileptiske anfald.
 
Det ene anfald blev rapporteret i Californien hvor en publikummer, Brandon Gephart, blev kørt til hospitalet: “Han krampede, prustede og kunne ikke få vejret,” fortalte hans hustru.
 
En mand, der gerne vil være anonym af frygt for at miste sit arbejde, fik anfald i en biograf i Salt Lake City: ”Jeg kan ikke huske, hvad der skete. Jeg tror, jeg havde et blackout. Ifølge min kone rystede jeg, mumlede og lavede forskellige lyde.”
 
Amerikanske læger mener, at slutscenernes flimrende billeder i hvid, rød og sort kan have fremkaldt anfaldene: ”Problemet med biografer er, at de er så mørke at flimrende lys kan virke som stroboskop lys,” udtaler Dr. Michael G Chez til CBS.
 
2 % af alle epilepsipatienterne har anfald udløst af lys stimulation. Hos de yngre patienter  (7-19 år) er det hyppigere, ca. 10 %.Læs mere om fotosensitiv epilepsi, og hvordan du undgår anfald.  
 
I 1999 kom der for alvor fokus på sammenhængen mellem tv og film og fotosensitiv epilepsi, da 700 japanske børn fik anfald, mens de så et afsnit af serien Pokemon. Siden er det blevet mere og mere almindeligt at musikvideoer, spil og tv-programmer for en sikkerheds skyld advarer mod faren for epilepsianfald, hvis der vises flimrende billeder.
 
(Kilde: The Guardian og Dansk Epilepsiforening)
 

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev