Når man i dag tager billeder af hjernen, er det todimensionelle billeder af skiver af hjernen. Med den nye teknologi, der kaldes CLARITY, vil det i fremtiden måske blive muligt at få et 3D billede af hjernen så gennemsigtigt, at man kan se hele netværket af hjerneceller helt ned på molekyle-niveau.
Hjernen holdes sammen af bl.a. fedtlignende stoffer, der går under fællesbetegnelsen lipider. Lipid gør det næsten umuligt for lys og kemikalier at slippe gennem hjernen. Men CLARITY er en biokemisk metode, hvor lipid erstattes af en klar hydrogel, der gør det muligt at se gennem hjernen.
Metoden er udviklet på Standford University, hvor forskerne har afprøvet den på en musehjerne. Det var muligt at se næsten hele hjernen helt ned på et niveau, hvor man kunne se hjerneceller, proteiner, nukleinsyre og neurotransmitter. Forskerne har også lavet vellykkede forsøg på et stort stykke af en autistisk hjerne (skadet af autisme), der havde ligget i formalin i over seks år.
Her kan du se en "Flyv gennem hjernen"-film, som Standford-forskerne har lavet ved hjælp af CLARITY. Filmen er lagt ud på You-Tube.
I følge forskere vil CLARITY blive en vigtig del af det 100 millioner dollar-store hjerne-projekt, "Brain", som USAs præsident Obama søsatte i april 2013, hvor målet er en total kortlægning af hjernen og en forståelse af, hvordan det hele fungerer.
Der går noget tid før CLARITY-metoden kan bruges til en detaljeret kortlægning af hjernen, så man kan se, hvordan skader påvirker hjernen og dens funktioner. Ud over at metoden skal videreudvikles, så er det også en enorm udfordring at kunne forvandle 3D-billedernes gigantiske mængder af data til brugbar viden.
(Kilde: Medscape.com)