God uddannelse er forudsætningen for job i fremtiden – også for handicappede!

29.09.2010

Søndag aften så jeg det første afsnit af ”Borgen” – en tv-fiktion om det politiske spil på Christiansborg. Bedømt på seriens første afsnit tror jeg ikke, at jeg som seer bliver særligt politisk bevidst af at følge serien, selvom hende, som tilsyneladende er seriens heltinde både er visionær og reel.
Hvad der derimod gør mig klogere på politik er en lørdag som den netop overståede, som var sat af til, sammen med Dansk Epilepsiforenings repræsentanter i Danske Handicaporganisationer at drøfte den handicap-politiske situation i primært kommunerne.
Til at inspirere os i den debat havde vi inviteret henholdsvis Kai Østergaard, som via Dansk Blindesamfund er handicappolitisk aktiv i Vejen kommune og Peter Rahbek Juel, rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune. Altså rigtige politikere fra virkelighedens Danmark!
Og sikke en debat vi blev inspireret til! Jeg vil ikke her gengive den i helhed, men blot uddybe et enkelt aspekt: Fremtiden på arbejdsmarkedet for personer med funktionsnedsættelse…
For tiden er der lavkonjunktur i Danmark. Det betyder ikke alene, at kommunerne skal spare, men også at virksomhederne sparer. Derfor er der blevet længere mellem de ledige stillinger – også, eller måske især, for mennesker med en funktionsnedsættelse, som jo ikke nødvendigvis passer ind i arbejdsgiveres standardbillede af, hvordan en medarbejder ser ud.
Denne situation vil imidlertid vende. I hvert fald viser en prognose, at vi om føje år har mere arbejde, der skal gøres i samfundet, end hænder og hoveder til at gøre det. Kort sagt var det et budskab i debatten, at også alle handicappede, som har erhvervsevne i behold, vil kunne finde et job i fremtiden.
Mon dog, tænker jeg?
Umiddelbart lyder det jo besnærende, at der bliver brug for alle. Men spørgsmålet er jo, om alle kan det der bliver brug for? I dette efterår bliver en af de store politiske debatter ude i kommunerne undervisning og uddannelse af børn og unge med en funktionsnedsættelse. Vi ser mange kommuner, som nedlægger specialundervisning, for at skabe en mere ”inkluderende” folkeskole.
Jeg kan ikke lade være med at overveje, om ikke sådanne tiltag ”smider barnet ud med badevandet”? Tror vi virkelig, at vi kan nedlægge tilbud til børn med særlige undervisningsbehov og samtidig forvente, at de om nogle år marcherer direkte til arbejde og selvforsørgelse? Er det realistisk at håbe på, at inklusion i en folkeskole med stadigt stigende klassekvotienter og undervisning efter lovens minimums-timetal giver børn og unge med funktionsnedsættelse ligeværdige uddannelses- og jobmæssige muligheder? Den politiker, som påstår det, er efter min mening fortabt i sin egen retorik om ”verdens bedste velfærdssamfund”.
Den Christiansborg-politiker, som tør tænke visionært og progressivt på handicap-området skal vi nok mere lede efter i en TV-fiktion end i virkeligheden.
Af landsformand Lone Nørager Kristensen