05.04.2015

Guide i bedre selvværd

Man ser ofte tal på, at danske unges stress-niveau er alarmerende højt, og deres trivsel er lav. Det gælder også for nogle børn og unge med epilepsi. Det ses bl.a. af Dansk Epilepsiforenings serie af medlemsundersøgelser af levevilkår for mennesker med epilepsi. Epilepsiforeningen satte også fokus på problemet i forbindelse med et temanummer af bladet ”Epilepsi”. Et godt selvværd er fundamentet for god trivsel og stresshåndtering – også hos unge. En ny bog af psykolog og terapeut Kate Collins-Donnelly, "Stop selvværdstyven", prøver at give nogle redskaber, der kan hjælpe unge til at styrke deres robusthed og selvværd.
Bogen er udgivet på Dansk Psykologisk Forlag. I følge forlaget er "Stop selvværdstyven" en fantasifuld arbejdsbog til unge, som gerne vil have et bedre selvværd. Bogen er fuld af aktiviteter og historier fra virkelige menneskers liv, og bogen kan hjælpe unge til at forstå deres eget selvværd, ændre deres tænkemåder og opbygge et positivt selvværd. I bogen kan de unge arbejde med nogle øvelser, som hjælper med at fylde deres selvværdsboks op, og de kan lære, hvordan de sikrer deres selvværdsboks, så selvværdstyven ikke kan slippe ind og stjæle fra den.
”Stop selvværdstyven” henvender sig til børn og unge fra 10 år og opefter. De kan bruge den på egen hånd eller sammen med en forælder eller behandler. Bogen bygger på principper og teknikker fra kognitiv adfærdsterapi og mindfulness. "Stop selvværdstyven" af Kate Collins-Donnelly. Dansk Psykologisk Forlag. 249,00 kr. (Kilde: Dansk Psykologisk Forlag)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev