H.K.H Prinsesse Marie besøger Epilepsihospitalet

27.02.2015

I sin egenskab af protektor for Dansk Epilepsiforening besøger Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund fredag den 6. marts. Her vil H.K.H. Prinsessen bl.a. hilse på patienter på flere af hospitalets afdelinger.
Besøget er kommet i stand i forlængelse af et ønske som H.K.H. Prinsesse Marie udtrykte i sin tale ved Dansk Epilepsiforeningens seneste landsmøde. Her sagde H.K.H. Prinsessen blandt andet: ”Som nytiltrådt protektor, er jeg fortsat i gang med en læreproces; epilepsiområdet er stort og komplekst, og jeg ser frem til at blive meget klogere de kommende år.”
Fredag den 6. marts besøger H.K.H.  Prinsesse Marie derfor, i sin egenskab af protektor for Dansk Epilepsiforening, Danmarks eneste specialhospital på epilepsiområdet, Epilepsihospitalet Filadelfia.
Under besøget vil H. K. H. Prinsesse Marie få en rundvisning på flere af hospitalets afdelinger, og et oplæg fra hospitalets fagfolk om udredning, behandling og konsekvenser af epilepsi hos børn og voksne, en sygdom som aktuelt berører 50.000 danskere.
Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen, udtaler i denne forbindelse: ”Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie har vist et stort engagement og interesse i hvordan mennesker på forskellig vis berøres af epilepsi. Jeg ser frem til, at vi sammen med Epilepsihospitalet som værter kan give Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie yderligere viden om hvordan mennesker berøres af epilepsi.”
Næstformand for bestyrelsen på Filadelfia, Ole Glahn, udtaler: ”Det er en stor ære, at Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie besøger Epilepsihospitalet Filadelfia. Vi glæder os til at modtage Dansk Epilepsiforenings nye protektor, vise hospitalet frem og vil gøre vort til at sikre prinsessen en god introduktion til epilepsiområdet ved vore kliniske eksperter.”
Pressemateriale om besøget (Kilde: Dansk Epilepsiforening)