23.06.2011

Hash-forsøg på Rigshospitalet

Rigshospitalets epilepsiklinik vil i år starte forsøg med hash-medicin til epilepsipatienter hvor alle andre behandlingsmetoder er forsøgt uden succes. Forsøget kræver dog, at hospitalet får tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen og Videnskabsetisk komité.
Det fortalte overlæge Bjarke á Rogvi-Hansen, Rigshospitalets epilepsiklinik, i sit oplæg på Dansk Epilepsiforenings Epilepsikonferencen 2011.
Ca. hver tredje patient kan ikke umiddelbart gøres anfaldsfri ved traditionel medicinsk behandling, hvis man supplerer behandlingen med et af de nyeste og meget kostbare præparater vil kun 1 ud af 17 opleve en forbedring.  Derfor vil Bjarke é Rogvi-Hansen gerne prøve hash i medicinsk udgave.
Overlægen fremlagde på konferencen en række argumenter for, at der er gode chancer for, at forsøg vil vise sig at være en succes.
Hash stammer ligesom marihuana fra cannabisplanten og indeholder bl.a. det virksomme stof cannabidiol, der er stort set identisk med stoffet anandamide, som mennesket selv producerer for bl.a. at styre energiudladninger i de hjerneceller, hvor problemerne hos de sværest behandlelige epilepsipatienter ofte ligger. Så teoretisk set, burde cannabidiol kunne hjælpe disse patienter, mener Bjarke á Rogvi-Hansen.
Dyreforsøg har vist, at stoffer fra cannabisplanten i medicinsk form kan reducere hyppigheden af epilepsianfald. Man kan også finde patientberetninger, hvor patienterne fortæller, at hash har haft en gavnlig virkning. Bjarke á Rogvi-Hansen advarer dog mod, at man på egen hånd at begynder at forsøge sig med hash.
I USA har 14 stater legaliseret medicinsk marihuana til behandling af en række lidelser. I Danmarks kan cancer- og sclerosepatienter legalt få hash-stoffer som piller, Marinol, som en behandlingsmulighed. Så der burde ikke være noget samfundsmoralsk eller juridisk problem i at bruge cannabidiol ved epilepsibehandling, mener Bjarke á Rogvi-Hansen.
Han mener dog, at der mangler lødige undersøgelser af piller med cannabidiols effekt på epilepsipatienter. Derfor håber Rigshospitalet at få tilladelse til at gennemføre en dobbelt blindet test på patienter, der er blevet opperet uden tilfredsstillende effekt eller ikke kan opereres – kort sagt: De tilfælde, hvor alle behandlingsmuligheder er mislykkedes.  
Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen siger om Rigshospitalets ønskede forsøg: "Det er interessant om der heri ligger noget, som kan gavne visse epilepsi-patienter på linje med det man ser hos f.eks. sclerosepatienter. Som forening må vi dog understege Bjarke á Rogvi-Hansens advarsler mod selv at begynde at eksperimentere med hash eller andre cannabisstoffer."
Rigshospitalet er ikke det eneste sted, hvor man er interesseret i stoffer fra cannabisplantens mulighed som behandling af epilepsipatienter. På University of Reading i England planlægger forskeren også forsøg med stoffer fra cannabis som medicinsk behandling af epilepsi.

(Kilde: Dansk Epilepsiforening)

 

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev