Historisk rapport peger på overgreb mod bl.a. ”epileptikere” anbragt under særforsorgen

En ny udredning om forholdene for borgere anbragt inden for særforsorgen i 1933-1980 fortæller om vold, seksuelle overgreb og tvangssterilisering mod bl.a. såkaldte ”åndsvage” og ”epileptikere”. Epilepsiforeningens formand mener, at en undskyldning vil være naturligt

 

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Vold, seksuelle overgreb, unødig brug af magt, indespærring og tvangssterilisering. Det er eksempler på de overgreb, som ”åndsvage”, døve, blinde, talehæmmede, ”Vanføre” (handicappede) og ”epileptikere”, som det hed, kunne blive udsat for under anbringelser inden for særforsorgen.

Det viser en ny historisk udredning om forholdene for borgere anbragt inden for særforsorgen i 1933-1980, der dokumenterer overgrebene som borgere, der var anbragt. Udredningen, der i løbet af de seneste to år er udarbejdet af forskere fra Blandt andet Syddansk Universitet (SDU) og Rigsarkivet, er for nylig sendt til Folketingets Social- og Ældreudvalg.

Særforsorgen, der før i tiden blev kaldt åndssvageforsorgen, havde ansvar for borgere, der dengang blev betegnet som åndssvage. Borgerne det gik ud over, kunne være personer med en IQ under 75, døve, blinde, handicappede, talehæmmede eller mennesker med epilepsi, skriver Information.

Rapporten, der af flere fagpersoner på området kaldes god og grundig, har gjort et stærkt indtryk på Epilepsiforeningens formand Lone Nørager Kristensen:

”Man kan kun blive ked af, og vred over, den behandling mange helt uskyldige mennesker fik – alene med afsæt i deres udviklingshandicap; herunder også epilepsi. Derfor er redegørelsen et utroligt vigtigt vidnesbyrd. Der er ikke plads til mange nuancer i det her; det har været en totalt uacceptabel behandling mange er blevet budt i datiden – som jo altså ikke er så mange år siden endda”, siger hun.

Lone Nørager Kristensen mener, at den grundige redegørelse bør være en del af pensum på samtlige velfærdsuddannelser:

”Alle bør kende historikken på området, så vi aldrig nogensinde skal se noget lignende igen”, siger formanden.

Tvangssterilisering

Med socialreformen i 1933 overtog staten ansvaret for samfundets ældre og svage, og samtidig blev forsorgen for en række grupper med særlige udfordringer – deraf navnet særforsorgen – udskilt fra den almindelige forsorgspolitik.

Rundt om i landet blev der etableret op mod 500 institutioner, hvor der gennem hele den undersøgte periode var anbragt mellem 9.000 og 21.000 personer. For mennesker med epilepsi var der tale om ca. 500 anbringelser om året.

De fleste med epilepsi var anbragt på kolonien Filadelfia. Og ligesom med blinde, døve og talelidende var opholdene som regel begrænset til kortere perioder med fokus på undervisning eller behandling. Mens der for de mange tusinde, der var anbragt under åndssvageforsorgen kunne være tale om tidsubestemt anbringelser, og staten havde mulighed for tvangsanbringelser.

Helt frem til 1967 var der også lovgivningsmæssig mulighed for tvangssterilisationer. Den såkaldt eugenisk motiverede lovgivning – det vil sige racehygiejniske – omfattede også gruppen af ”epileptikere”.

F.eks. bestemte ægteskabsloven fra 1938, at i tilfælde af arveligt betinget epilepsi skulle der indhentes tilladelse til ægteskab. Og i 4 procent af ansøgninger om tvangssterilisation blev epilepsi angivet som den primære begrundelse.

Seksuelle overgreb

Rapportens eksempler på overgreb handler især om såkaldt ”åndsvage”, men der er også eksempler på overgreb mod anbragte med epilepsi.

F.eks. fortæller rapporten, at på Kolonien Filadelfia blev flere diakoner afskediget eller forflyttet til andre afdelinger i 1961 som følge af anklager om seksuelle tilnærmelser mod mindreårige patienter. I en af disse sager nåede den interne dommerundersøgelse frem til, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for en politianmeldelse, men diakonen fik – med henvisning til hensynet til forældrene – forbud mod at have med den konkrete patient at gøre.

Rapporten rummer også eksempler på, at mennesker med epilepsi har været tvangsfikseret. Det kunne ske for at hindre epileptikere i at falde ud af sengene under natlige anfald, for at begrænse selvskade samt for at holde anbragte i ro f.eks. under måltider, toiletbesøg og ved sengelægning, fortæller rapporten. (s. 242)

Brug for undskyldning

Ifølge Information er det uundgåeligt, at udredningen vil sætte gang i en diskussion om, hvorvidt de anbragte i særforsorgen skal have en undskyldning i lighed med Godhavnsdrengene og de grønlandske eksperimentbørn.

Rapporten bliver lige nu gransket af bl.a. social- og ældreminister Astrid Krag (S), som ikke på nuværende tidspunkt ønsker at tage stilling til, om der er behov for en undskyldning.

Hos Epilepsiforeningen er formand Lone Nørager Kristensen ikke i tvivl om, at en officiel undskyldning vil være på sin plads: ”Det er kun naturligt at man kan ønske sig en officiel undskyldning i forlængelse af den her uhyggelige redegørelse,” siger hun.

Kildenog foto

Foto: Dansk Forsorghistorisk Museum

”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980” (pdf)

Information