29.03.2011

Holdningsmåling til epilepsispørgsmål

Dansk Epilepsiforening gennemfører frem til 6. april en onlineundersøgelse om holdninger til en række aktuelle emner på epilepsi- og socialområdet blandt medlemmer og andre med interesse i epilepsi.

Onlineundersøgelsen kan gennemføres på 5-15 minutter og kommer rundt om emner som kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, tandskader, integrering af børn med særlige pædagogiske behov i folkeskolen, debatten om besparelser på socialområdet, fleksjob og kommunal støtte.

Dansk Epilepsiforening har tidligere lavet store, grundige medlemsundersøgelser om personer med epilepsi og deres pårørendes levevilkår, men der er første gang, at foreningen benytter sig af denne form for onlineundersøgelse.

Dansk Epilepsiforening formand, Lone Nørager Kristensen, udtaler: ”Vi repræsenterer 55.000 mennesker med epilepsi og deres pårørende. På den her måde kommer vi i en hurtig dialog med et stort og bredt udsnit af dem, der ved hvor skoen trykker, så vi med større styrke kan sætte de emner, som de opfatter som de vigtigste, på dagsordenen.”

Hun fortsætter: ”Undersøgelsen vil understøtte vores argumenter ved at komme med nogle kontante tal, der viser omfanget af de udfordringer, personer med epilepsi står overfor.”

Mailen med link til undersøgelsen er sendt ud til 1.700 personer, der abonnerer på foreningens nyhedsbrev og/eller er medlemmer af foreningen. 

”Jeg håber virkelig at så mange som muligt vil bruge det lille kvarter på at komme med deres bidrag til at styrke arbejdet med at sikre at personer med epilepsi ikke begrænses i deres hverdag,” siger Lone Nørager Kristensen, der lover, at det ikke bliver den sidste undersøgelse af denne slags.

(Kilde: Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev