Hospitalspræsten på Filadelfia hjalp Christian gennem ungdomskrise, i dag er Christian selv hospitalspræst

09.03.2022

Christian Bogh fik på Filadelfia hjælp til sin epileps,i men også til at finde en vej videre gennem livet, fordi man på Filadelfia ikke kun ser de indlagte som patienter, men også som mennesker

 

Af Allan Hougaard
allan@epilepsiforeningen.dk

Forbandet mørke. Det var den følelse, Christian Bogh gik rundt med.

Ikke kun fordi, det her i starten af december 2000 var den mørkeste tid på året. Det havde heller ikke så meget at gøre med, at Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund, hvor Christian var indlagt, lå ude på landet fjernt fra oplyste storbyer. Det var mere hele hans livssituation:

Den store afstand til fødebyen Jægerspris på Frederikssundegnen, hvor han lige havde afsluttet gymnasiet. Kontakten til vennerne, der langsomt svandt i en tid før Facebook. Og hvor Christian måtte tage bussen ind til Dianalund by for at gå på biblioteket, når han skulle tjekke sin mail eller på internettet, fordi en mobiltelefon stadig bare var en flytbar telefon med tekstbeskeder, tablets ikke var opfundet og bærbare pc’er endnu ikke var blevet hvermandseje. Der var hans anfald, som var blevet hyppigere og voldsommere, efter at lægerne på Filadelfia havde taget medicinen fra ham, så de kunne få et mere præcist billede af hans hjerneaktivitet og observere anfaldene, så lægerne de kommende måneder kunne gå på jagt efter en medicin, som kunne få bugt med hans anfald. Der var de skræmmende oplevelser på afdelingen, når medpatienter pludseligt fik et voldsomt epileptisk anfald. Og ensomheden ved at være et sted, hvor han ikke rigtigt kendte nogen.

Værst af alt var, at hans uddannelsesplaner var kuldsejlet. Christian havde længe haft en plan om at blive politibetjent, en drøm der fik ekstra liv, da han i 10. klasse var i praktik i politiet. Men efter hans anfald i den seneste periode var taget til, havde han erkendt, at patruljering i en politibil ikke var foreneligt med hans mange anfald. Og alternativet, militæret, ville heller ikke have ham, på grund af hans epilepsi.

image

”Det, der gør Filadelfia specielt, er den hjemlige varme, som man finder der, og som ikke findes på andre sygehuse.”

Christian Bogh

Så nu var der pludselig ingen plan. Christian følte, hans liv stod stille, mens vennerne var flyttet til København eller i gang med nye uddannelser. På sine mange gåture rundt og rundt på Filadelfia – der ligger i udkanten af Dianalund som en lille by uden for byen – tumlede han med de store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad gør jeg nu? Hvad er det jeg vil? Hvorfor er det lige mig, der bliver ramt? Men fandt ingen svar.

Krampeanfaldene tog til

Uden at vide, hvad det var, havde Christian Bogh sit første epileptiske anfald som 16-årig. I slutningen af gymnasietiden tog anfaldene til, og efter gymnasiet fandt lægerne på Hillerød Sygehus ud af, at det var generaliseret idioptatisk epilepsi, som han var ramt af og sendte ham videre til Epilepsihospitalet Filadelfia.

Efter en tung start på Filadelfia begyndte Christian efter nogen tid at kunne skimte lidt lys. Han fandt ind i et fællesskab med to andre patienter på afdelingen. Det helt store vendepunkt blev en samtale, han havde med en sygeplejerske i en af de hjemlige sofaer i tv-stuen på afdelingen. Christian havde forinden haft flere snakke med sygeplejersken, der kendte til hans uddannelsesfrustrationer.

”Hun fortalte, at hun selv havde studeret teologi, som hun syntes var spændende, og måske det kunne være noget for mig”, fortæller Christian.

Om sygeplejersken kendte til hans interesse for religion og historie og vidste, at han var troende, som dagligt bad sit Fadervor, er han i dag ikke klar over. I hvert fald købte Christian med det samme ideen om en uddannelse i teologi.

image

”Som sygehuspræst har jeg lært at være åben, fordi jeg så nogle ting på Filadelfia, som nok kunne skræmme de fleste.”

Christian Bogh

”Det kunne faktisk godt være noget for mig, tænkte jeg. Måske hun skubbede mig i den retning, fordi hun kendte til mine interesser. Uanset hvad, så er jeg hende dybt taknemmelig for at sætte mig i gang. Jeg havde aldrig selv kommet på at læse til præst”, siger Christian.

Han havde dog brug for noget mere viden om teologistudiet, og vidste hvor han kunne finde den. Noget tid efter befandt han sig på vej op ad den lange allé, som førte op til Filadelfias hvidkalkede kirke, hvor han have en aftale med hospitalspræsten på hans kontor.

”Jeg sad og lyttede som en lille dreng, mens han fortalte. At det var en lang uddannelse, hvor man skulle holde fast. Han tændte for den interesse jeg havde for religion og historie, men vi snakkede også om min tro. Det var både en fortrolig, sjælesørgerisk, praktisk samtale, hvor vi snakkede om tro og om uddannelse. Han gav mig et sidste skub på vejen, og det er jeg ham taknemmelig for”, siger Christian. Godt et halvt år senere startede han på teologi-studiet på Københavns Universitet, og i dag er han sognepræst i Esbjerg og ved siden af det, hospitalspræst på Sydvestjysk Sygehus.

Filadelfias hjemlige varme

Christian Boghs oplevelser med Filadelfia, som hjalp ham til at blive anfaldsfri, er meget forskellige fra, hvad han ellers har oplevet på andre sygehuse.

”Det, der gør Filadelfia specielt, er den hjemlige varme, som man finder der, og som ikke findes på andre sygehuse. Man tager sig af patienten. På Filadelfia er en patient ikke kun en patient men også et menneske, det er en kæmpe fordel ved Filadelfia”.

image

“Jeg kunne godt tænke mig at møde den sygeplejerske, som fortalte mig om teologi.”

Christian Bogh

Når han i dag arbejder som hospitalspræst på psykiatriafdelingen under Sydvestjysk Sygehus, trækker han på erfaringerne fra sit ophold på Filadelfia:

”Som sygehuspræst har jeg lært at være åben, fordi jeg så nogle ting på Filadelfia, som nok kunne skræmme de fleste. Nu er jeg hospitalspræst på psykiatrisk, og der oplever man også nogle ting. Jeg tror, jeg er mere tålmodig og overbærende over for folk, der har nogle kroniske sygdomme, som de kæmper med. Også fordi, jeg selv har en kronisk sygdom. Jeg prøver at sætte mig ind i det menneskes position og perspektiv og forstå det menneske. Det har Filadelfia nok været med til at hjælpe mig med”.

I sit job som sognepræst har der været situationer, der har mindet Christian om dengang, han selv sad og følte sig som en lille dreng foran hospitalspræsten på Filadelfia.

”Vi havde i kirken på et tidspunkt en frivillig, en slags praktikant, der hjalp til med det praktiske. Der var en situation, hvor han har spurgt ind til, hvad teologi er for noget. Der kom jeg til at tænke tilbage på det øjeblik, hvor jeg selv sad foran hospitalspræsten på Filadelfia og blev oplyst og inspireret”.

Christian Bogh føler, han har meget at takke Filadelfia for: ”De fandt medicinen, der gjorde mig anfaldsfri. At komme afsted fra Filadelfia med en plan for min uddannelse og et godt helbred har betydet rigtigt meget for mig”.

Det eneste der ærgrer ham er, at han ikke har nogen kontakt til dem på Filadelfia, som hjalp ham videre med sit liv: ”Jeg kunne godt tænke mig at møde den overlæge, som behandlede mig, jeg kunne godt tænke mig at møde den sygeplejerske, som fortalte mig om teologi. Og jeg kunne godt tænke mig at møde den præst, som var der dengang. Han er der ikke mere, jeg har prøvet at søge efter ham, men er desværre ikke lykkedes med det”.