I Uganda starter mange deres epilepsibehandling hos en traditionel healer, så vi tog ud til en af de kloge koner for at se, hvordan hun behandlede epilepsi
Af Per Vad, pervad@epilepsiforeningen.dk
”Hun lyver”, sagde chaufføren fra Ugandas epilepsiforening, da vi forlod den traditionelle healer i Jinja i Uganda.
Alle de epilepsipatienter vi mødte i Uganda, fortalte, at da de fk epilepsi, vidste de ikke, hvad det var og gik i første omgang til deres lokale traditionelle healer. Og det blev bekræftet, da jeg talte med den ugandiske epilepsilæge Angelina Kakooza-Mwesige.
Kakooza, der er børneneurolog og senior lektor ved sundhedsstudierne på Makerere Universitet, har forsket i udbredelsen af epilepsi i Uganda. I et mindre studie, hun var med til, i en region af landet, var det 50 procent af patienterne, der gik til traditionel healer.
Et andet af hendes tal er 2 år. Det er den gennemsnitlige tid, den rigtige behandling af epilepsi bliver forsinket, fordi folk går til den lokale heksedoktor.
De bliver ved med at behandle dig, indtil du ikke har mere at betale med.
Chauffør fra ESAU
Derfor tog jeg sammen med folk fra Ugandas epilepsiforening til Jinja-provinsen og besøgte Nabirye Desilanta, der er en af det centralafrikanske lands traditionelle healere.
Udvalgt af ånderne
Da vi kom om på grunden bag hendes hus, sad hendes mand på en havestol af plastik og slappede af, mens et par små børn løb omkring og legede. Den kloge kone lå i skyggen af et træ og sov med nøgen overkrop. Hendes mand vækkede hende, og hun dækkede sig til og satte sig til rette for lidt småsurt at svare på de spørgsmål, tolken oversatte for mig.
Alle landsbyer og klaner i Uganda har nogle ånder, og hér har ånderne udvalgt hende, som den, de taler igennem, oversatte tolken. Da Nabirye Desilanta var yngre, var hun syg i ?ere år, indtil en traditionel healer forklarede hende, at sygdommen var ånderne, der forsøgte at komme i kontakt med hende. Og siden har hun været byens traditionelle healer.
For at vise mig, hvor hun arbejdede, inviterede landsbyens kloge kone mig med over i den lille runde hytte med stråtag, som hun bruger til at tage imod sine kunder. Da vi sad på et par tæpper i det ellers nøgne rum, spurgte jeg, hvordan hun ville behandle nogen, der kom til hende og sagde, at de faldt om med kramper eller sagde, at de havde epilepsi?
Hun ville starte med at give dem nogle urter og senere tale med ånderne, oversatte tolken. Urterne samler hun i skoven eller plukker i haven, hvor de bl.a. groede foran en af de runde hytter. Folk kan så enten spise, ryge eller koge urterne i vand.
Ånderne og piben
For 4.000 ugandiske shilling (80 kr.) tog hun mig med over i en anden lille rund hytte for at vise mig, hvordan hun hidkaldte ånder.
Mens jeg blev ståede uden for og fotograferede ind i mørket, satte hun sig på hug foran to flettede skåle med forskellige små genstande som f.eks. kunstige smykker, skaller, småsten og figurer. Hun tog et par tæpper om sig og begyndte at tænde en langskaftet pibe af den slags medicinmænd sidder med i indianerfilm, mens hun viftede med en hestepisk.
Da hun havde fået pengene, spurgte jeg, hvad hun gjorde, hvis hendes behandling ikke virker?
”Hun siger, at hun henviser dem til hospitalet”, oversatte tolken. Det var det svar, som chaufføren på hjemvejen sagde var løgn:
”Det passer ikke, hvad hun siger”, fortsatte han: ”De bliver ved med at behandle dig, indtil du ikke har mere at betale med. Der er også nogle gange folk, der dør. Så skiller de sig af med liget, uden at sige noget til nogen”, påstod han.
Kilde
Artiklen har været bragt i bladet “Epilepsi nr. 2 2020” (pdf)
.
