Ingers tog….

Jeg er et af de mennesker som Inger Støjberg er træt af. Som socialrådgiver er jeg med til at fastholde mennesker på offentlig forsørgelse uden tanke for de mange muligheder der findes på arbejdsmarkedet.
Hvis sådan nogen som mig tog sig sammen og pakkede alle mine normer, fordomme og arbejdsmetoder væk og gik mere ”professionelt” til værks, ville ting se ganske anderledes ud.
Nuvel; nu er Inger og jeg vokset op på den samme egn. Og nogle gange må man jo lade sig dele efter anskuelse.
Jeg er bare nødt til at sige, at jeg aldeles ikke – ligegyldigt hvad den nuværende minister siger – vil lade mig overbevise om at den netop fremsatte reform om fremtidens fleksjob og førtidspension er noget som helst andet end en gigantisk spareøvelse, som kan være en potentiel katastrofe for nogle af dette lands mest udsatte borgere.
Jeg vil også være så ubeskeden at sige at jeg efter snart tyve år i epilepsiverdenen har en væsentligt større fornemmelse for hvad det her vil betyde for vores medlemmer end Inger Støjberg tilsyneladende har.
Selvom det sikkert er til Inger Støjbergs store irritation, er jeg faktisk også stolt af at eje hvad jeg vil mene er ganske almindelig empati for nogle som kan have det rigtigt, rigtigt svært. Og hvis liv er på vej til at blive markant sværere med det foreliggende forslag.
Særligt forarget kan jeg blive over ministerens optræden på TV hvor hun i et nærmest hånende tonefald anklagede min fagforeningsformand for ”…ikke at ville have de svage med på toget…” Jo Inger; det vil vi godt – men jeg vil sgu være ked af hvis de begynder at smide sig ud foran toget…!
Med det foreliggende oplæg skifter tonen i markant grad fra ”En hjælpende hånd til de som har behov” til ”Jagtsæsonen er åben på alle ledige – især de unge under 40; også de som har funktionsnedsættelser og psykiske lidelser – hele året!”
I kan naturligvis som politikere vælge at lukke for den varme hane og sige at det her er niveauet vi har råd til/prioriterer at have råd til for denne specifikke gruppe borgere. Men så kald en skovl for en skovl og lad være med at pakke det ind i spin som ”Forebyggelse, fleksibilitet og rummelighed” (titlen på den flotte pjece der er blevet råd til at lave i forbindelse med lanceringen af reformen).
Der står ret beset ikke en bjælde om hverken forebyggelse, behandlingsmuligheder eller hvilket arbejdsmarked det er som skal opsuge de her mange mennesker i oplægget. Og det ville vel ha´ været et af de fornuftige steder at starte?
Jeg kan kun inderligt håbe på at nogle af politikerne besinder sig og ændrer voldsomt i oplægget. Ellers tror jeg at jeg tager bilen eller cyklen; alt andet end Ingers tog…..
Per Olesen, socialrådgiver