Unge med epilepsi frygter for regeringens forslag til SU-reform, hvor man vil fjerne muligheden for at få SU i et år mere end uddannelsen er planlagt til at vare. Regeringen foreslår, at man kun kan få et halvt års ekstra SU.
Unge med epilepsi vil ligesom alle andre unge gerne have en uddannelse. Ofte er det dog ikke muligt for unge med epilepsi at gennemføre uddannelsen på de planlagte 5 år. Unge med epilepsi er hverken dovne eller mindre motiverede end andre. Men nogle har en ekstra udfordring, i form af dårlig hukommelse, koncentrationsbesvær og mindre overskud. Andre unge bliver nødt til at tage fri, for at kunne få en længerevarende behandling på fx Epilepsihospitalet, forklarer formanden for Dansk Epilepsiforenings ungdomsudvalg, Elena Faddersbøll:
”At skære ned på det ekstra års SU, vil i flere tilfælde betyde, at det ikke er muligt for de unge at få styr på deres epilepsi eller få spredt uddannelsen ud over længere tid, så de vil kunne overskue uddannelsen. For flere vil konsekvensen være, at de ikke kan gennemføre en uddannelse, og derfor vil gå efter en førtidspension i stedet. Det vil derfor være et rigtigt dumt sted at skære,” siger formanden for ungdomsudvalget.
Med sin kritik støtter Elena Faddersbøll formanden for SUMH (Unge Med Handicap), Isak Kornerup Houe. Han har i Politiken advaret om, at besparelsen kan få flere unge med et handicap til at søge førtidspension i stedet for uddannelse.
Hos Venstre er man åben for at se på eventuelle problemer med SU-forslaget. Og SU-ordfører Sophie Løhde (V) lover, at man vil lytte til organisationerne og tage deres indvendinger med i forhandlingerne.
(Kilde: Dansk Epilepsiforening og Politiken.dk)