Jeg er begyndt på en videreuddannelse, hvor vi bruger meget tid og energi på at diskutere de fremtidige udfordringer den europæiske velfærd har; herunder også den såkaldt nordiske model.
Det er spændende, men også enormt usikkert at drøfte mulige scenarier som venter os om 5, 10 og 20 år. Men jeg gætter på at de fleste af os nok har en forventning om at fremtiden kommer til at se ganske anderledes ud end fortiden. Som den vel altid har gjort…?
Samfundsudviklingen på velfærdsområdet betyder noget for os hver især som borgere i dette land. Men det betyder især noget for de af borgerne som er afhængige af en hånd fra andre, hvad enten det er fra det offentlige eller det er fra frivillige civile netværk som Dansk Epilepsiforening kan være et eksempel på.
For gad vide hvor vi egentlig er på vej hen?
Hvis jeg skal lege djævelens advokat kan man vel spørge om ikke de mange reformer, nedskæringer, omstruktureringer og rundbarberinger hist og her i velfærdskonstruktionen, er et spørgsmål om konstant at smøre brødet tyndere med smør, alt imens vi undgår diskussionen om vi overhovedet skal bruge smør…?
Eller sagt på lidt mere mundret dansk; burde man ikke i stedet blande kortene på ny, for at fremtidssikre det danske samfund for os alle og vores børn…? Men især for de som vanskeligt kan klare dagligdagens udfordringer uden en hjælpende hånd.
Jeg kan godt tænke, at vi danskere i almindelighed ser meget traditionelt på ret og pligt som borgere i dette lille dejlige land. En tænkning som vel et stykke hen af vejen har sit afsæt i et højt skattetryk og deraf følgende forventninger om en vis form for – typisk offentlig – service, hvis nu der sker et eller andet?
Men det er måske også en tænkning som reelt set udfordres voldsomt af den virkelighed vi står plantet lige midt i, og hvor vi som et lille land med begrænsede muligheder, har det svært med? Der brager en anden dagsorden af sted rundt om ørerne på os, som handler om innovation, globalisering, BRIKS-lande og uddannelse, uddannelse og atter uddannelse.
Kort sagt; velfærdstænkningen udfordres på kryds og tværs af konventioner, vaner og samfundsstrukturer.
Jeg tænker at mange af de reformer der har set dagens lys i dette land gennem de seneste årtier, primært bærer præg af at være lappeløsninger på et administrativt system som – måske – ikke indeholder svaret på fremtidens udfordringer.
Jeg mener; er der reelt set ret mange andre end KL og Finansministeriet som synes at kommunalreformen gjorde en positiv forskel for borgerne…? Var kommunalreformen i virkeligheden ikke et spørgsmål om at man tænkte rent administrativt på bekostning af det indholdsmæssige – og primært med afsæt i økonomi…? Sammenblandet med en frygtelig masse indenrigspolitisk fnidder-fnadder.
Var der overhovedet nogen som drøftede værdier…? Eller inddragelse af frivillige i løsningen af den værdibårne del af velfærdsopgaven fra organisationer som Dansk Epilepsiforening..?
Det sidste skal forstås på den måde, at jeg tror at vores frivillige og medlemmer har meget at tilbyde hinanden. Og at den energi som ligger lige dér, i virkeligheden kan udgøre et meget væsentligt bidrag til at sikre velfærd for de som har det svært. Man kan sandsynligvis dårligt måle og veje medmenneskelig støtte i traditionel forstand, men jeg vil påstå den er uvurderlig!
Men ligegyldigt hvad man tænker og tror om fortiden, kan vi hver især vælge om man vil se fremtiden som en trussel eller som en mulighed. Jeg har sat mig for at gøre det sidste, men jeg gad vide hvad vore politikere gør…? Og gad vide hvad vores egne politikere vil gøre her i foreningen..?
Det første ved jeg ikke, men det sidste er jeg sikker på vil blive en del af drøftelserne på det kommende landsmøde, hvor værdier i det frivillige arbejde er sat på dagsordenen.
Af Per Olesen, socialrådgiver
