Hende jeg deler postkasse med, er uddannet folkeskolelærer. En af fordelene ved at være gift med en lærer er, at man kan smug-læse i deres fagblad. Man kan heldigvis også for det meste lade være, men engang imellem bliver jeg fristet.
På det seneste har bladet ”Folkeskolen” haft en ret omfattende behandling af begrebet ”inklusion”; altså hvordan flere børn med særlige behov kan rummes i den almindelige undervisning, uden at de udskilles til specialundervisning.
Jeg synes der er mange fordele ved at børn dagligt færdes i et miljø, der er lige så mangfoldigt som det omkringliggende samfund. Men det er – ærligt talt – også en ”gratis omgang” for mig at lire af mig. For hvad betyder inklusionen egentligt for de berørte unger og deres familier?
Som det beskrives i disse måneder i ”Folkeskolen” er der mange store udfordringer ved inklusionstanken, og noget kan tyde på, at der fortsat er et stykke vej, før man når tørskoet i land med inklusion.
Danmarks Lærerforening har i denne sammenhæng netop offentliggjort en undersøgelse som blandt andet viser: ”….at hver tredje kommune ikke har en overordnet strategi for, hvordan man vil styrke almenundervisningen, så skolerne bliver mere inkluderende.”
Og at: ”Kun 14 procent af 71 adspurgte lærerkredse er tilfredse med kommunernes indsats på inklusionsområdet. De 71 lærerkredse dækker 91 ud af de 98 kommuner.”
Lærerne føler sig således ikke specielt godt rustet eller inkluderet i de konkrete planer som udmønter inklusion af børn med særlige behov i folkeskolen.
Nu ligger det sådan, at 49.000 børn efter sommerferien ikke længere skal modtage specialpædagogisk støtte. Det er nemlig det antal som i dag modtager støtte i op til 12 ugentlige timer, og det er her grænsen efter sommerferien vil gå for hvornår man modtager specialundervisning.
Men gad vide hvad man så vil gøre, for børnenes behov er der jo stadigvæk? Gad vide om vi får 98 forskellige modeller for inklusion? Og hvilke parametre måler man egentlig succeserne efter? Bliver børnene spurgt? Forældrene? Lærerne?
Hvis man spørger lærerne er der bekymring at spore – her eksemplificeret via citat fra en artikel i ”Folkeskolen” hvor en lærer – Jonna Rolvung – fra Vordingborg kommune udtaler følgende:
”Vordingborg Kommunes inklusionsplan bliver lanceret oven på nedskæringer, klasseoptimeringer med større klasser, samt en række skolesammenlægninger som medfører, at en række af lærerne i kommunen endnu ikke ved, hvor deres arbejdsplads kommer til at være efter sommerferien.
"Kommunen farer derudaf med en helt masse planer og modeller, som skal køres af. Men set med lærernes øjne er der ikke styr på planlægningen," siger hun.
Samtidig er kommunens inklusionsplaner særdeles omfattende. Ifølge Jonna Rolvung skal omkring tre ud af fire elever, som i øjeblikket modtager specialtilbud, inkluderes i den almene undervisning efter sommerferien.
"Konsekvensen er, at man skal rumme rigtig mange børn med forskellige læringsstile og behov, som man skal tage hensyn til. Man beslutter at inkluderer nogle børn uden at vide, hvad konsekvenserne egentlig bliver for dem og for de andre børn i klassen,"
Gad vide hvad Dansk Epilepsiforeningens forældremedlemmer genkender af ovenstående? Er det monstro det samme billede?
Og hvad kan vi gøre for at hjælpe konkret til at få inklusion til at forløbe bedst muligt for børn, forældre og skolen?
Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at vi på epilepsiområdet faktisk har en børneskole, som ved en frygtelig masse om de her problemstillinger. Så dem kan vi varmt anbefale at man forsøger at tage en snak med hvis man har problemer ifht. børnenes indlæringssituation – børneskolen finder man her: http://boerneskolen.dk/
Derudover har den statslige institution ViHS nu tilføjet viden og information om epilepsi til Børnehjernekassen.dk , hvor fagpersoner og andre interesserede finde brugbar viden om, hvordan epilepsien tackles i hverdagen og i skolen.
Og endeligt har Dansk Epilepsiforening jo også selv lavet et hjemmeside-tema om børn med epilepsi og skolen samt siderne om børn og epilepsi
Lad os for børnenes skyld bruge alle de ting vi har og kan i den her sammenhæng – og så sammen holde godt øje med de kommende års udmøntning af inklusionen.
Kommunerne påtager sig et tungt ansvar – og det skal de leve op til…!
Socialrådgiver Per Olesen
