24.06.2013

Kritiseret skolefoto taget om

Et klassebillede fra den canadiske skole Herbert Spencer Elementary School har den seneste uges tid gået verden rundt på de sociale medier og internetmedier.

Forældrene til den 7-årige Miles Ambridge fik et chok, da sønnen kom hjem med billedet i skoletasken. Deres søn, der lider af den alvorlige sygdom spinal muskulær atrofi (SMA) og derfor sidder i kørestol, var på billedet placeret langt fra sine 22 klassekammerater. Billedet har udløst en stormflod af harme rettet mod skolen og fotografen for på den måde at udskille en elev med handicap fra gruppen.

Til flere canadiske og amerikanske medier fortæller forældrene, hvordan billedet fik dem til at græde.

"Det knuste mit hjerte. Man kan se, hvordan han læner sig ind mod de andre. Han vil så gerne være med, fortæller faderen Don Ambridge, der valgte ikke at lade sønnen se billedet."

Forældrene kritiserede efterfølgende offentligt Herbert Spencer Elementary School for åbenlyst at holde deres søn uden for fællesskabet. Billedet har også skabt stor debat på internettet, hvor det er blevet delt tusindvis af gange.

Nu har den canadiske skole taget kritikken til sig, og skolens 2. klasse har fået taget billedet om.
 
På det nye billedet ses en storsmilende Miles Ambridge sidde på bænken i første række sammen med alle sine klassekammerater. Han er lykkeligt uvidende om, hvilken opstandelse det første billede skabte.

(Kilde: Dagens.dk og BT)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev