Sådan bliver bristede illusioner til ny kampgejst

26.06.2013

I 1987 færdiggjorde jeg mit studie som socialrådgiver. Jeg var glad, da jeg kort efter første gang satte mig i en kommunal stol, nu skulle jeg endelig i praksis være med til at gøre livet lettere for dem, som af én eller anden grund havde vanskeligere vilkår end de fleste. En forventning, som jeg flere gange siden har været nødt til at revurdere.

Som nyuddannet socialrådgiver ledte jeg efter ”min rette hylde”, og den fandt jeg, da jeg landede på handicapområdet. Det var spændende opgaver, hvor jeg virkelig lærte de mennesker at kende, som jeg arbejdede med.
 
Jeg var været med i banken, hvis der var brug for det, og sågar ved lægen. Jeg har også været behjælpelig med administration af f.eks. pension, hvis det var et problem at få den til at strække hele måneden. Så havde vi et gult kort, som vi med kuglepen skrev på, hvor mange penge vi udbetalte og hvor mange penge der var tilbage af pensionen. Der var selvfølgelig også dengang notatpligt – det blev klaret ved "min snakkemaskine": diktafonen. Så satte man båndet på sagsmappen, lagde den til sekretæren, som tog fra stakken og skrev notatet på papir. Der blev brugt meget papir, til gengæld var kronologien altid i orden og overblikket i top.

På et tidspunkt blev EDB indført. Det betød farvel til min ven diktafonen og goddag til koder for overhovedet at komme ind på pc´en og komme i gang med arbejdet. Det betød manglende papirjournaler, der gav overblik over en sag samt en mængde administrative ændringer, inden der var skabt fortrolighed med tastatur, koder, programmer og alt det, der i dag hører hverdagen til. Jeg var på ingen måde begejstret for mit nye bekendtskab, der var en tidssluger. Den skulle fodres med oplysninger, men kunne så til gengæld kvittere med alverdens alenlange lister, der blev genstand for diverse kontroller. I takt med at maskinen blev fodret med notater, lister og alverden, blev der mindre tid til dem, jeg mente at vide, mit arbejde handlede om, nemlig borgerne.
 
Værdierne til mit socialfaglige arbejde ændrede sig gradvist fra omgivelsernes side som årene gik. Den gode sagsbehandling og kontakten med borgeren blev mindre værdsat. Det blev vigtigere og vigtigere at fodre ”maskinen” med de korrekte oplysninger på det korrekte tidspunkt, så den kunne spytte alenlange lister til kontrol ud. Der kunne gå dage med at arbejde for os selv og hinanden, borgerne behøvede vi sådan set ikke, vi kunne fint holde hinanden i gang. Diverse skemaer til ansøgninger og bevillinger, som vi før indtalte en kort tekst til, skulle udfyldes. Diverse formularer ligeså. Lange processer ved ansøgninger, som socialrådgiveren ikke selv havde kompetence til at beslutte. Skriverier, som sekretærerne havde været vældigt gode og hurtige til, fyldte nu meget af tiden ud. Møder mig her og møder mig der, ofte med hinanden. Ind imellem måtte man spørge sig selv hvad -og hvem, man nu lige arbejdede for. Var det borgerne, "systemet", hinanden, politikkerne – eller nogle helt andre-  eller noget helt andet? Faktum er, at meget af den tid, der tidligere blev brugt sammen med borgerne på at finde gode løsninger på svære forhold nu blev brugt foran en pc til administrativt arbejde. Hvem blev tilfredse? Jeg ved det ikke, men jeg oplever at kurven for frustrerede borger er for opadgående.
 
Hvorfor nu det? Tja, det er der nok mange bud på, et af mine er den manglende kontakt og nærvær, som udviklingen har ført med sig. Der er en pokkers til forskel på at sidde overfor hinanden og drøfte løsninger på vanskeligheder i hverdagen, og så læse i et brev "det er vurderet at…". Hertil kommer ikke mindst den fokus, der er på offentlige udgifter. Dagligt kan vi høre, at der skal spares på det offentlige budget, godt nok pakket ind i floskler som ”bedre velfærd for færre penge”. Hvem tror på den?

Det er enormt vanskeligt at kæmpe mod en udvikling, som betyder mindre kontakt med borgerne, mere kontrol, højere grad af bureaukrati, gentagne omstruktureringer og tidskrævende administrative processer tillige med et altoverskyggende økonomisk aspekt i alt. Jeg kan love jer, at der bliver arbejdet på højtryk derude – men det er ikke sikkert, at I kan mærke det!

For mit vedkommende, måtte der en forandring til. For at gøre en lang historie kort, satte jeg mig den 1. marts 2013, få år før mit kommunale 25 års jubilæum, til rette i socialrådgiverstolen på landskontoret i Dansk Epilepsiforening.
   
I det daglige på Landskontoret, er jeg omgivet af et hold af ildsjæle, som har ét tilfælles: at gøre det bedst mulige for mennesker med epilepsi. Til jobsamtalen husker jeg, at jeg spurgte til, hvad man lavede, når der ikke var rådgivning. Det er jeg blevet klogere på, og én ting kan jeg love jer – der er rigeligt at tage fat på for både mig og mine kolleger. Jeg har læst og læst om epilepsi og alle de reformer, der er vedtaget i 2013 samt andet lovstof, jeg har været til møde i Danske Handicaporganisationer om kommunalreformen, været i praktik i Specialrådgivningen på Filadelfia flere dage, undervist på første halvdel af dette års forældrekursus, arbejdet på næste års forældrekursus, skrevet indlæg til medlemsbladet, deltaget i netværksmøde med andre rådgivere i andre private foreninger, talt med folk der har fundet vej til landskontoret for at få rådgivning, holdt møder med en sygeplejestuderende der er interesseret i på sin arbejdsplads at udbrede kendskabet til foreningens arbejde, revideret dele af hjemmesiden, deltaget i informationsmøde og ikke mindst allerede talt med mange af jer på rådgivningstelefonen. Der er ikke et øjeblik tvivl om, hvem og hvad, foreningen arbejder for: nemlig at mindske begrænsningerne for jer eller jeres pårørende, der har epilepsi.

Sådan genfandt jeg min gejst og mine grundlæggende værdier, som jeg har savnet…..
 
God sommer til alle.
Helle Obel, socialrådgiver i Dansk Epilepsiforening