27.06.2013

Slæbt på gaden under anfald

Ved dørmænd og personale på restaurationer og barer nok om, hvordan man skal håndtere et epilepsianfald? Sussanne Mejers oplevelse på et diskotek på Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvor dørmænd slæbte hende ud på gaden mens hun havde et anfald, viser at der stadig er et oplagt informationsbehov og brug for organisationer som Dansk Epilepsiforening.
Sussanne (billedet), som har epilepsi, har fortalt Dansk Epilepsiforening, at hun i weekenden var i byen i Aalborg. Her fik hun et tonisk klonisk krampeanfald på dansegulvet. Hendes veninder så hvordan hun faldt om på gulvet med kramper, vendte det hvide af øjnene og havde fråde om munden.
Den ene veninde forsøgte at lægge Sussanne i aflåst sideleje, så hun havde sikre luftveje. Den anden veninde forklarede i mellemtiden bartenderen, at Sussanne har et epileptisk anfald. Men begge veninder afbrydes herefter af to dørmænd, som er tilknyttet stedet.
Ifølge veninderne hiver de to dørmænd Sussanne uden for restaurationen, imens hun stadig har sit krampeanfald. Udenfor smider de hende i en stol, mens de taler med hinanden om, at ”…hun er godt nok fuld”.
Den ene veninde forsøger at få dørmændene til at forstå, at Sussanne har epilepsi og der er tale om et epileptisk anfald. Men dørmændene skubber hende hver gang væk, og truer hende med at hun vil blive fjernet med magt, hvis hun ikke stopper.
Det er først da veninden får kontakt til en anden dørmand, som tilfældigvis er en gammel ven, at det lykkedes at få forklaret, hvad der foregår. Og ifølge veninderne er det først 20 minutter efter anfaldet startede, at der bliver ringet efter hjælp på 112.
Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen, udtaler: ”Nu kender jeg jo ikke historien fra dørmændene og restaurationens side. Og det bør man gøre, inden man udtaler sig kategorisk.  Men jeg har personligt talt med Sussanne og har absolut ingen grund til ikke at tro på hendes beretning . Og det er jo desværre ikke første gang vi hører om sådanne dybt uheldige og ulykkelige situationer.”
”Jeg har i situationen meget vanskeligt ved at forstå, hvorfor dørmændene åbenbart ikke ville lytte til veninderne, og hvorfor der skulle gå så lang tid før man tilkaldte hjælp. Men det må vi håbe at stedet har en fornuftig forklaring på. Og en undskyldning bør afgjort være på sin plads til den unge kvinde!”
Nu vil Dansk Epilepsiforening kontakte det pågældende diskotek, og sende dem materiale om ganske almindelig førstehjælp ved epilepsi anfald: ”Det behøves faktisk ikke være så vanskeligt – men det kræver at man i situationen er villig til at lytte til de, som kender vedkommende som får et anfald. Så det handler også om kommunikation,” siger Lone Nørager Kristensen.
Lone Nørager Kristensen fortæller, at foreningen også vil benytte denne ulykkelige hændelse til at tilbyde materialer til de kursussteder som uddanner dørmænd og servicepersonale.
Indehaver af diskoteket Manhatten, hvor episoden fandt sted, mener, at dørmændene har handlet korrekt.

"De tog hende med udenfor, fordi hun ikke kunne ligge midt på dansegulvet. Samtidig ville de have hende væk fra strobelyset. Det er rigtigt, at de var hårdhændede over for veninden. Men de vurderede, at det var nødvendigt, fordi hun ikke lod dem udføre deres arbejde," siger Finn Hvillum til Nordjyske.
Sussanne Mejer har efterfølgende Facebook oprettet gruppen ”Sikkerhed i nattelivet – for alle”. Læs om førstehjælp ved epilepsi-anfald (Kilde: Dansk Epilepsiforening og Nordjyske.dk)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev