Kunsten at kontrollere anfald uden bivirkninger

På Epilepsikonferencen satte overlæge Christoph Patrick Beier fokus på den nogle gange svære balance mellem virkning og bivirkning, når man behandler epilepsi med medicin

 

I 1912 kom epilepsipræparatet Phenobarbital (kendt som Fenemal) på gaden i Danmark. Det fjernede anfaldene hos to ud af tre patienter, men mange havde store problemer med bivirkninger. I dag er der flere end tyve epilepsipræparater, men ingen af dem har gjort flere anfaldsfri end det over 100 år gamle præparat. Til gengæld har de nye præparater færre bivirkninger og færre interaktioner med andre præparater.

Det var indgangen til overlæge Christoph Patrick Beiers oplæg på Epilepsikonferencen 2018 om medicinsk behandling af epilepsi.

En del af de mennesker, der blev anfaldsfri på medicin tilbage i 50’erne og 60’erne, havde alvorlige bivirkninger, og når de måtte behandles med flere stoffer, gik de ikke sjældent rundt som zombier på grund af medicinens sløvende bivirkninger, fortalte Beier. Sådan er det heldvis sjældent i dag. I dag er de svære bivirkninger undtagelsen, til gengæld kan man opleve nye dog mindre åbenlyse bivirkninger så som psykiske bivirkninger som opfarenhed eller humørsvingninger.

Når epilepsipatienter i dag har problemer med hukommelsen, er det ikke nødvendigvis medicinens skyld, mente overlægen fra Odense Universitetshospital. Dårligt psykisk velbefindende, for eksempel på grund af sygdommen og dens konsekvenser for hverdagen, kan også påvirke hukommelsen negativt. Det bør der tages højde for, før man stopper en ellers effektiv behandling. Og så er det vigtigt at huske, at epilepsimedicin ikke sjælden går ud over pandelapsfunktionen, hvor vores hjernen planlægger vores opgaver og ”holder flere bolde i luften”.

(Artiklen fortsætter under billeder af Christoph Patrick Beier fra Epilepsikonferencen. Foto: Lybker Foto)

Valget af epilepsipræparat er altid en balancegang mellem virkning og bivirkning. Og hvor balancen ligger, er forskelligt fra patient. På den ene side er anfald noget, de færreste patienter har hver dag – hvor i mod bivirkningerne er der hver dag; hele tiden. På den anden side er bare et enkelt anfald en voldsom oplevelse, der blandt giver angst og bekymring, som forskning har vist, at det tager et år, før man er kommer helt over. Et anfald giver også begrænsninger i hverdagen – for eksempel kørselsforbud. Så for nogle kan et kort absenceanfald i ny og næ måske være til at leve med, mens det for andre er ødelæggende.

De to mest brugte præparater i Danmark

Christoph Beier viste et slide med 22 antiepileptika fra 1912-præparatet Phenobarbital til 2016-præparatet Briviracetam (kendt som Briviact) og begyndte så at strege ud. Først fjernede han dem, der kun bruges til børn. Så fjernede han dem, som efter hans menig, har en dårlig balance mellem virkning og bivirkning. Tilbage var en helt subjektiv liste med hans favoritpræparater.

På de to første pladser stå de to mest brugte præparater i Denmark: Lamotrigine (kendes som Lamictal og Lamotrogine) og Levetiracetam (kendes som Keppra, Kevey og Levetiracetam). På de øvrige pladser findes en del af de nye præparater som kom på marked i de sidste 10-15 år.

Det ældste af præparaterne er Lamotrigin, der er fra 1991. Det er det mest brugte epilepsipræparat herhjemme, fordi det er effektivt på stor set alle typer anfald, og når optrapningen er overstået, er der yderst få bivirkninger. Men der er 30 % af patienterne, det ikke virker på.

Hvorfor virker pillerne ikke? Og kan det betale sig at give flere piller?

Hvorfor virker medicinen ikke? Det tog Odense-overlægen også fat i. Man er resistent over for den medicinske behandling, hvis man stadig har anfald efter at have prøvet to egnede præparater i tilstrækkelig dosis. Men hos en ikke ubetydelig del af de patienter, som ikke bliver anfaldsfri ved hjælp af medicin, er der tale om såkaldt pseudo-resistens, hvor den manglende effekt skyldes, at vedkommende ikke har den rigtige diagnose (måske skyldes anfaldene slet ikke epilepsi), at medicinen ikke er det rigtige valg, eller at patienten har problemer med at huske at tage sin medicin.

Hvis den medicin, man får, ikke gør en anfaldsfri, hvad er så sandsynligheden for, at et ekstra præparat kan gøre en forskel? Det havde Christoph Beier også tal for fra kliniske forsøg: 17 % får halveret deres anfald, når man giver et ekstra præparat. Men hos 83 % har det ingen effekt. Der er derfor vigtig at se på andre muligheder end medicin senest efter man har prøvet 3 præparater (fx epilepsikirurgi)

Det samme gælder i øvrigt, hvis det ekstra præparat er medicinsk cannabis. De kontrollerede forsøg, der har været, viser, at lidt mere end 20 % får halveret deres anfald, fortalte overlægen, der tror, at medicinsk cannabis kan blive en mulig supplerende behandlingsmulighed ved flere typer epilepsi.  Men fordi medicinsk cannabis også har del bivirkninger, tvivler han på at cannabis bliver et præparat som kan bruges til andre end mennesker som er svært ramt af epilepsi netop fordi der er, heldvis, efterhånden en del bivirkningsfattige alternativ tilgængeligt.

Kilde

Du kan hente overlæge Christoph Beiers præsentation ”Medicin og epilepsi – hvorfor og hvordan?” her

Du kan læse mere om medicinsk behandling her.