13.05.2020

Lisbeth vil lære dig, hvor meget skydning kan gavne

Lisbeth og Rene Stricker Jensen vil skabe synlighed om epilepsioperationer og vise, hvordan skydning kan hjælpe ved genoptræning ved at gå fra Padborg i syd til Uggerhalne i nord

 

Lisbeth Stricker Jensen fik epilepsi som teenager. Anfaldene blev værre år for år, men for syv år siden fik hun en epilepsioperation, og i dag er hun anfaldsfri og har et helt almindeligt liv, som næsten ikke påvirkes af sygdommen.

Hun er aktiv i Epilepsiforeningens Kreds Nordjylland, hvor hun sidder i bestyrelsen og er med til at lave en masse sociale arrangementer for Epilepsiforeningens nordjyske medlemmer. Men hun er også en af den slags frivillige, der laver støtteaktiviteter på eget initiativ.

Indsamlede 28.500 kr.

Sammen med ægtemanden Rene Stricker står hun bag projektet Strickers Op-Tour, hvor de med en række arrangementer og aktiviteter undervejs på en 400 kilometers vandretur op gennem Jylland vil gøre opmærksom på operationer for epilepsi, fortælle hvordan skydning kan bruges til genoptræning efter operationer, og endelig også vil samle penge ind til Epilepsiforeningen.

Lisbeth Stricker Jensen er en af Danmarks bedste skytter med riffel med rem. Og Op-Tourens første aktivitet var et skydearrangement. Det blev en kæmpe succes, der muligvis var Danmarks største velgørenheds-skydestævne. Det gav et overskud på 28.500 kroner, der går til Epilepsiforeningen.

Desværre kom Coronasituationen så, og flere af deres planlagte aktiviteter måtte opgives. Men nu er parret klar med version 2.0 af Strickers Op-Tour.

Du kan gå med

”Vi starter den 14. juli ved grænsen i Padborg, og så går det ellers mod nord”, fortæller parret, der regner med at gå 24 kilometer om dagen, så de når til Vodskov nord for Aalborg den 30. juli.

”På alle etaper er det muligt at gå sammen med os, enten hele turen eller møde os på ruten. Vi vil altid have tid til en snak og høre både andres historie samt fortælle vores. Vi forventer også at komme i dialog med en hel del lokale aviser på ruten”, fortæller de.

Når vandreturen når frem til Nordjylland, bliver det ikke afslutningen på deres projekt, fortæller de: ”Efter sommerferien opstarter vi et genoptræningsforløb i privat regi, hvor vi vil tilbyde mennesker med diverse hjernetraumer at prøve at skyde, dette håber vi kan blive en stor hjælp til at træne koncentration og motorik.”

Lisbeth havde selv stort udbytte af sin skydning, da hun skulle genoptrænes efter sin operation, og parret er sikre på, at skydningen kan være en god hjælp til mennesker, der har været eller er i genoptræning og nu mangler et skub til at komme videres med genoptræningen under ordnede forhold.

image
Sådan er Tour-planen ud

1. juli: Padborg- Kliplev 19 km
13. juli: Kliplev – Øster Løgum 26 km
14. juli: Øster Løgum – Vojens 29 km
15. juli: Vojens – Jels 24 km
16. juli: Jels – Vejen 23 km
17. juli: Vejen – Bindeballe 30 km
18. juli: Bindeballe – Jelling 24 km
19. juli: Jelling- Kollemorten 20 km
20. juli: Kollemorten – Nr Snede 22 km
21. juli: Nr Snede – Asklev 21 km
22. juli: Asklev – Thorning 22 km
23. juli: Thorning – Hald Ege 21 km
24. juli: Hald Ege- Viborg 21 km
25. juli: Viborg – Skals 20 km
26. juli: Skals – Lille Restrup 17 km
27. juli: Lille Restrup – Års 16 km
28. juli: Års- Øster Hornum 22 km
29. juli: Øster Hornum – Aalborg 25 km
30. juli: Aalborg – Uggerhalne 20 km

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev