03.07.2013

Lovligt at overføre CD-samling

Mediecentre og andet AV-udstyr er efterhånden blevet mere og mere almindeligt i danske hjem. Det er smart at kunne samle hele sin film- og musiksamling ét sted og fordelene er mange: Man sparer hyldeplads, bevarer kvaliteten og kan afspille materialet i andre rum.

Som handicappet med funktionsnedsættelse kan det være en udfordring selv at lægge sit materiale over på mediecentret. Derfor har Danske Handicaporganisationer sammen med rettighedshaverne – via rettighedshavernes fællesorganisation Copydan AVU-medier – indgået en aftale, som gør det muligt for den handicappede at få hjælp af sin handicaphjælper til at kopiere cd’er og dvd’er over på fx et mediecenter.

Aftalen indebærer, at handicappede har ret til at få hjælp af deres handicaphjælpere til at foretage kopiering af materiale, der er ophavsretligt beskyttet. Det betyder, at handicaphjælperen lovligt må kopiere de cd’er, dvd’er, som den handicappede selv har købt, over på et mediecenter eller tilsvarende AV-udstyr til personlig brug inden for den handicappedes husstand.

Aftalen gælder både for mennesker med fysiske såvel som psykiske handicap. Afgørende for at være omfattet af aftalen, er alene, at man er medlem af én af Danske Handicaporganisationers medlemsorganisationer, og at man lider af et handicap, der indebærer, at man ikke er i stand til at foretage kopieringen.

(Kilde: Danske Handicaporganisationer)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev