Mange handicappede opgiver

DUKH, der foretrækker sin forkortelse frem for det besværlige navn Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, havde 1. november 10 års jubilæum. I den forbindelse har de udgivet et jubilæumsskrift, der i en af artiklerne går tæt på tidens tendenser inden for socialbehandlingen på handicapområdet.  Og det er ikke rar læsning.
DUKH er en ordning med socialfaglige konsulenter, der rådgiver uden at være på hverken på borgernes eller kommuners side. Men de ser sagerne "fra borgernes perspektiv,” som formanden for DUKH’s bestyrelse, Stig Langvad siger.
Afsnittet om tidens tendenser er fyldt med iagttagelser, som man i Dansk Epilepsiforening kun kan nikke genkendende til.
Helt generelt er der mange sager, hvor borgeren har fået beskåret sin hjælp så voldsomt, at de reagerer med afmagt og ikke orker at slås med kommunen. Og de foretrækker at holde sig på god fod med deres sagsbehandler – også selvom det kan betyde at de ikke får den støtte, de har krav på.
Sagsbehandling på handicapområdet er kompliceret med mange og vanskelige love, så det er et problem, at der er hyppige sagsbehandlerskift: ”Vi ser fortsat, at beregningen af merudgiftsydelse til både børn og voksne generelt volder vanskeligheder for sagsbehandlerne,” skriver forfatterne: ”Det siger sig selv, at de hyppige sagsbehandlerskift ikke ligefrem højner kvaliteten i dette arbejde.”
Når der skal træffes afgørelser efter serviceloven, så blive der set mere på kommunens interesser end på borgernes forhold: ”Det er DUKH’s erfaring, at der i mange sager bliver lagt lidt for meget vægt på kvalitetsstandarder og serviceniveauer på bekostning af den konkrete og individuelle vurdering af borgerens behov,” skriver forfatterne.
DUKH peger også på borgere, at lovgivningens rummelighed kan være svær at sluge for borgerne: ”Det kan være svært for borgerne at forstå, at nogle af bestemmelserne i serviceloven er så rummelige, at en kommune kan halvere hjælpen og så samtidig bevæge sig inden for lovens rammer.”
DUKH er klar over, at de er en uvildig part, som ikke har ret til at mene noget om handicappolitik, serviceniveau og så videre: ”Men derfor kan vi alligevel mene, at det medfører en række problemer, når praksis ændrer sig markant uden, at lovgivningen tilsvarende er blevet ændret,” skriver forfatterne og konkluderer: ”Det er problematisk, når borgerne føler, at det er kommunens økonomi og ikke lovgivningen, der fastsætter omfanget af tilbuddet. Det medfører, at borgeren taber tilliden til systemet og ikke mindst til den sagsbehandler, som borgeren skal samarbejde med.”
DUKH’s festskrift er ikke lutter dyster læsning. Der bliver fx også plads til en hyldest til den lille tegneserie ”Mona og Paragiraffferne,” som har fulgt DUKH i alle årene. I tegneserien ironiseres der over forvekslingerne i sprog og fortolkninger mellem sagsbehandlere og borgere.
Med interview og artikler fortæller jubilæumsskriftet også hvorfor DUKH er blevet en uvildig ordning, der overfor en sagsbehandler kan pege på problemer i sagsbehandlingen, og omvendt: over for en borger påpege, at sagsbehandlingen har foregået i overensstemmelse med lovgivningen.
DUKH blev skabt i forbindelse med Grundtakstreformen i 2002, der ændrede den måde, hvorpå forskellige tilbud til mennesker med handicap blev finansieret på. For at gøre danske Handicaporganisationer glad oprettede man denne ”ping pong mellem borger og kommune”- ordning. Og det er sigende, at DUKHs bestyrelse består af lige mange repræsentanter fra kommuner og handicaporganisationer.
(Kilde: Jubilæumsskrift-udgaven af DUKHsen, november 2012)