22.11.2012

Unge glemmer medicinen

Enheden for Brugerundersøgelser har gennemført en undersøgelse af, hvordan 12-15-årige oplever at leve med astma, diabetes eller epilepsi.
Undersøgelsens forfattere er overrasket over omfanget af de 12-15-årige, der glemmer at tage deres medicin eller ikke gider hente den. Ligesom forfatterne hæfter sig ved, at de unge synes det er generende at tage medicin i overværelse af kæresten. 
15 % svarer at er dårlige eller virkelig dårlige til at tage deres medicin og yderlige 8 % har ofte eller en gang i mellem undladt at tage sin medicin. Hovedårsagerne er glemsomhed (51 %) og ugidelighed (23 %).
På et spørgsmål om, hvor godt de unge har det med at tage deres medicin foran andre, svarer 20 %, at de har det dårligt med at tage den foran deres kæreste. Og 14 % har det dårligt med at tage den, når de er sammen med venner.
Undersøgelsen er baseret på kvalitative interviews og en spørgeskemaundersøgelse blandt 12-15-årige unge med astma, diabetes eller epilepsi, der var tilknyttet Børneafdelingen på Hillerød Hospital i 2011. 145 unge – eller deres forældre – svarede på spørgeskemaet, heraf havde 26 epilepsi.
Undersøgelsen viser også, at de unge oplever, at søskende, kammerater og sygehuspersonale tager mere fornuftigt og afslappet på deres sygdom end deres forældre gør.
70 % siger at deres mor bekymrer sig meget for dem, og 36 % synes at det er generende. Deres kærester og kammerater tager væsentligt mere afslappet på sygdommen. For eksempel siger 29 % af deltagerne i undersøgelsen, at kæresten bekymrer sig, men det generer kun 4 % af de unge. Og tallene for venner og skolekammerater er endnu mindre.
Faglig konsulent og sygeplejerske i Dansk Epilepsiforening, Lotte Hillebrandt siger om undersøgelsen. ”Selvom undersøgelsen ikke kun handler om unge med epilepsi, så passer resultaterne ganske godt med vores erfaringer og medlemsundersøgelser om børn og unge med epilepsi. Når man dagligt skal huske sin medicin er det  en god ide at bruge en doseringsæske og I øvrigt kan det være en løsning at tilmelde sig apotekets gratis sms-tjeneste på www.apoteket.dk, hvor man ved hver dosis vil modtage en sms med påmindelse om, at tage sin medicin.”
Her kan man se Dansk Epilepsiforenings undersøgelser ” Levevilkår for børn med epilepsi” og ”Levevilkår for unge med epilepsi” Undersøgelsen er offentliggjort i undersøgelsesrapporten ”Det er altså vores sygdom!”. Titlen er et citat fra en af de unge.
(Kilde: ”Det er altså vores sygdom!” og Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev