Marianne vidste ikke, hun kunne få knogleskørhed

En af de sygdomme epilepsi og behandling med epilepsimedicin kan medføre er osteoporose; altså knogleskørhed. ”Jeg blev chokeret. Det havde jeg slet ikke set komme”, fortæller Marianne Nielsen. Læs eller hør historien.

Marianne Nielsen har haft epilepsi i mange år. Hun får anfald, hvor hun uden at være ved bevidsthed mumler og laver mærkelige lyde eller står med trækninger i den ene side.

”Min mand, der dengang var min kæreste, troede jeg havde slugt noget, og jeg blev kørt akut til sygehuset”, fortæller hun om dengang i puberteten, hvor det blev opdaget, at hun havde epilepsi.

Bliv medlem for 60 kr. og få blad og rådgivning

For et år siden, fandt lægerne så ud af, at epilepsi ikke længere var Mariannes eneste kroniske sygdom.

En grundig og opmærksom læge

Marianne havde fået en ny og omhyggelig læge på Epilepsihospitalet Filadelfa. Lægen gennemgik Mariannes almene helbredstilstand og så, at hun havde fået oxcarbazepin (Apydan) og levetiracetam i mange år: ”Så syntes hun, at jeg skulle til en knoglescanning. Det synes jeg lød mærkeligt, men jeg sagde, at det kunne jeg da godt.”

Det viste sig, at det var en klog beslutning: ”Så fandt de ud af, at jeg havde knogleskørhed, og det var i det hårde stadie”, fortæller den 53-årige mor og mormor: ”Jeg blev chokeret. Det havde jeg slet ikke set komme.”

Marianne læste senere her i bladet, at epilepsimedicin kan give knogleskørhed eller osteoporose, som det rettelig hedder, og netop oxcarbazepin og levetiracetam var et par af de præparater, der nævnes i den forbindelse.

Dyrkede motion og røg ikke

Alle mennesker mister knoglemarv, når de bliver ældre, men hvis man ryger, drikker alkohol, spiser usundt, dyrker for lidt motion eller tager visse epilepsipræparater i årevis, risikerer man, at det går hurtigere ned ad bakke, end det burde.

Det kan ikke nytte noget, at man graver sig ned og græder over, at man har fået noget.

Marianne Nielsen

I Mariannes tilfælde har hun aldrig røget. Som de fleste epilepsipatienter har hun et fornuftigt forhold til alkohol, og hun har også løbet og gået i fitnesscenter. ”Det har jeg gjort meget”, siger hun om motionen: ”Men så på grund af det her, så tænkte jeg: Nej, det tør jeg ikke; tænk hvis det skader.”

Men nu ved hun, at motion tværtimod er noget, der er med til at styrke knoglerne: ”Jeg skal i gang igen. Men det er lige det med at sparke sig i gang.”

Læs om epilepsimedicin og knogleskørhed

Mariannes osteoporose sidder i hofterne og bliver behandlet på Vejle Sygehus. En gang om året får hun en indsprøjtning med medicin af typen bisfosfonater, og hvert andet år bliver hun scannet.

Det, at hun nu har fået en ekstra sygdom at bokse med, har ikke slået Marianne ud: ”Det kan ikke nytte noget, at man graver sig ned og græder over, at man har fået noget,” siger hun: ”Jeg er et positivt menneske – der er mange, der har det værre end mig. Og så længe der er behandling og sådan noget, så går det nok.”