Formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin peger på, at medicinalindustrien har et medansvar for at sikre forsyningssikkerhed.
Bliv medlem
Følg os på Facebook
Bolette Friderichsen, læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, mener at forsyningssikkerhed og ikke kun prisen burde spille en rolle, når Lægemiddelstyrelsen afgør, hvilken medicin, der skal stå på hylden de næste 14 dage. Foto: Michael Bo Rasmussen
Af Morten Ravn
morten@epilepsiforeningen.dk
Bolette Friderichsen, læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, har i forbindelse med sommerens mangel på medicin, som den eneste, været ude med en kritik af medicinalindustrien. Her peger hun på, at de også har et ansvar for forsyningssikkerhed. Lever de ikke selv op til det ansvar, er det vigtigt, at myndighederne træder til og sætter en ramme.
Her peger hun særligt på, at apoteksmedicin er i udbud hver 14. dag, hvor Lægemiddelstyrelsen giver retten til at stå på apotekernes hylder til den producent, der har den billigste medicin. Her kunne forsyningssikkerhed efter hendes vurdering også spille en rolle.
”Man burde ikke udelukkende se på prisen. Det skal ikke være nok, at de bare er 25 øre billigere end de andre, men at de også kan garantere en forsyningssikkerhed et antal måneder frem. I dag er prisen det eneste, de lægger til grund,” siger hun.
Hun mener, at én af årsagerne til de mange problemer med forsyningssikkerhed handler om, at man har overladt for meget til virksomhederne og de frie markedskræfter.
”Medicinalvirksomheder er uundværlige og dygtige, og de tager en risiko, når de udvikler ny medicin. Men lovgivning og myndigheder må sætte rammen og stille krav, så forbrugerne og patienterne kan være trygge både angående leveringssikkerhed og kvalitet, for det meste medicin er tilskudsberettiget, og dermed delvist betalt af offentlige midler.”
Hendes kommentar til regeringens lovforslag om at opbygge lagre af meget kritisk apoteksmedicin er, at det her er det offentlige, der skal betale.
”Her vælger man en løsning, hvor der ingen risiko er for producenten og fuld udgift for det offentlige. Jeg mener, at man skal dele risikoen. Herudover kan der også være nogle problemer i forhold til udløbsdato,” siger hun.
Mod til at være kritisk
Generelt mener Bolette Friderichsen, at man er alt for underdanig overfor medicinalindustrien, både politisk og i lægeverdenen.
”Jeg forstår ikke, at der ikke er flere, der tør sige noget kritisk. Også selv om medicinalindustrien står for omkring 17 procent af vores eksport. Når Semaglutid til diabetespatienter går i restordre, så diskuteres det i medierne om det er de praktiserende lægers skyld, fordi de udskriver for meget til de forkerte, eller om det er patienterne der er rådige, og myndighederne skærper så tilskudskravene til diabetespatienterne. Det diskuteres ikke, at Novo Nordisk vælger at gå ud på det store tyske marked med Semaglutid til raske overvægtige, fremfor at sikre, at der er tilstrækkeligt til de syge med diabetes i Danmark. Hvorfor skal medicinalindustrien curles? Det er patienterne og skatteborgerne det går udover,” siger hun.
Formanden har også tidligere på året i medierne rejst en kritik af lægemiddelindustrien for deres prioriteringer.
”Vi ser også, at gode, gamle afprøvede stoffer som Imdur og Centyl kommer i restordre. Det er kritisk medicin, uundværlig for visse hjertepatienter. Der er også for eksempel Lamictal eller Frisium, som er vigtig for epilepsipatienterne. Men det er ikke produkter, der koster ret meget, eftersom patentet er udløbet for længst, så man kan ikke andet end at få den tanke, at avancen er for lille til, at man vil sikre produktionen. Jeg synes, at man skal skelne mellem kritisk medicin, og andre slags medicin, der godt kan undværes. Kritisk medicin, bør man ikke gå i restordre på. Her må myndighederne og industrien kunne samarbejde om dette med passende lovgivning.”
